Spring til indhold
Søg
Close this search box.

Danmark er tæt på 100 borgerbutikker

[vc_row][vc_column][vc_column_text]Takket være en drejebog for etablering af mindre butikker finder borgere nye veje til at åbne en lokal dagligvarebutik som SPAR, Min Købmand, Let-Køb eller styrke den eksisterende købmandsforretning Åbningen

[vc_row][vc_column][vc_column_text]Takket være en drejebog for etablering af mindre butikker finder borgere nye veje til at åbne en lokal dagligvarebutik som SPAR, Min Købmand, Let-Køb eller styrke den eksisterende købmandsforretning

Købmand Brian Hedegaard og borgmester Kasper Glyngø, Hedensted kommune, kunne sammen klippe den røde snor til Min Købmand i Stenderup.

Åbningen af Min Købmand i Stenderup blev en sand folkefest og er den foreløbige kulmination på en bølge af borgerbutikker, hvor lokale har samlet ind til en dagligvarebutik i landsbyen. Danmark er nu tæt på at nå 100 borgerbutikker.

Mens der blev festet fredag i Stenderup ved Horsens, var der mandag aften det første borgermøde i Sandager ved Assens for at lodde stemningen til salg af anparter, så landsbyen igen kan komme til at handle lokalt. Både i Stenderup og Sandager har eksisterende butikker måtte opgive at få økonomi i driften.

Dagli’Brugsen lukkede i Stenderup og Sandager i marts i år. I Rødding og Stauning er LokalBrugsen lukket og genopstår som Min Købmand henholdsvis den 28. september og 22. november.

Overalt i landet har lokale borgere taget kampen op mod butiksdød ved at skyde egne penge i at bevare den lokale dagligvarebutik. Dagrofa har de seneste år medvirket til at åbne 80 nye borgerfinansierede købmænd som SPAR, Min Købmand eller Let-Køb.

– Vi er i dialog med en snes landsbyer om borgerfinansierede butikker, siger Richo Boss, der er kædedirektør for SPAR, Min Købmand og Let-Køb. Alene i august har han været med til at åbne tre borgerbutikker.

Kædedirektør Richo Boss (tv) sammen med Lars Jakobsen fra arbejdsgruppen bag Min Købmand i Stenderup. Fotos: Flemming Effersøe

Loyalitet giver nye muligheder

Som ny kædedirektør i Dagrofa med en fortid i Coop fik han hurtigt sin debut med begrebet borgerbutik, da han den 7. december i fjor – samme uge han tiltrådte sit nye job – var med til at åbne Min Købmand i Blans i Sønderjylland: – Det var en fantastisk oplevelse første gang at opleve så meget vilje og gejst hos lokalbefolkningen omkring en dagligvarebutik.

Derefter var han med til at åbne borgerbutikker som Min Købmand i Kragelund ved Silkeborg og SPAR i Tvis Holstebro. Her havde en borgergruppe brugt tre år på at samle næste fire millioner kroner inklusive LAG-støtte (EU-tilskud til landdistriktsprojekter, red.) til at delfinansiere en ny butik. Den er nu lejet ud til René Bach-Andersen, der kom fra bankverdenen og fik realiseret drømmen om at blive købmand.

Richo Boss fremhæver, at erfaringerne fra borgerbutikkerne viser, at loyaliteten er større, når borgerne selv har skudt penge i butikken.

Han tilføjer, at SPAR, Min Købmand og Let-Køb oplever en fantastisk opbakning fra borgerne: – Det er ikke kun i form af finansiering. Det er også i form af aktiv deltagelse i skabelsen af butikken og derefter en høj indkøbsloyalitet.

– Typisk ser vi op til 60 procent omsætningsvækst, når det drejer sig om modernisering af eksisterende butikker. Og som minimum 15 procent højere omsætning end forventet, når der er tale om helt nybyggede borgerbutikker. Det er virkelig en solstrålehistorie, siger han.

Begyndte med borgerbutikker i blinde

Dagrofa har arbejdet med borgerinvolvering i butiksåbninger siden 2011.

– De første år var vi slet ikke klædt på til borgermøderne. Vi havde endnu ingen brugbare modeller at trække på. Så vi måtte forsøge os frem og skabe dem hen ad vejen, siger udviklingschef Brian Videbæk, Dagrofa.

Han mindes, at ingen i begyndelsen havde lyst til borgermøderne om aftenen, da det ville kræve stor opbakning fra borgerne, som man oftest forventede ikke var der. For det var en almindelig antagelse, at butikkerne ikke havde en chance for at løbe rundt, hvis omsætningen var under otte mio. kr. ekskl. moms. Og det var som regel udgangspunktet.

Siden fik Dagrofa i samarbejde med den Erhvervsdrivende Fond KFI og DSK udviklet hjemmesiden Butiksdrejebogen.dk, hvor der er samlet en række modeller til at etablere dagligvarebutikker baseret på crowdfunding, og det ændrede fundamentalt ved billedet og troen på projekterne.

Drejebogen indeholder konkrete oplevelser, udviklinger og erfaringer fra gennemførelsen af projekt Bælum Butikshus ApS. Der er også erfaringer og metoder fra projekter i Vejrup, Borbjerg, Øster Brønderslev og Skelhøje.

– Et råd, der går igen i alle situationer, er, at kunderne skal forstå, at de stemmer med fødderne. Der kommer ikke nogen udefra og sikrer vækst og bæredygtighed i butikken. Det skal borgerne selv, så de skal se butikken som deres butik og forsøge at lægge mest mulig handel i butikken, siger Brian Videbæk.

Udviklingschef Brian Videbæk (tv) og kædedirektør Richo Boss, begge fra Dagrofa.

Projektchef: Vilje til at ændre adfærd

Efter 30 år med projektarbejde i Dagrofa er projektchef Hans Meldgaard en af de kapaciteter, som Brian Videbæk sender ud i frontlinjen for at møde de lokale ildsjæle for at vurdere grundlaget for en dagligvarebutik og lægge en strategi for den lokale arbejdsgruppe.

– Først og fremmest skal arbejdsgruppen mærke efter, om de lokale er parate til at ændre adfærd. Ris, pasta, mel, gryn og mælk koster det samme i alle butikker, så skal de købe det lokalt. Efter noget tid går det op for mange, at der ikke er den store prisforskel på de almindelige dagligvarer, siger Hans Meldgaard og forklarer:

– Uanset hvad vi eller en kommende købmand gør, har butikken ikke en ærlig chance, hvis de lokale ikke ændrer adfærd. For ingen lider nød i dag. Alle får noget at spise og handler andre steder. Heldigvis kan vi med SPAR, Min Købmand og Let-Køb tilbyde koncepter med stor lokal tilpasning og konkurrencedygtige priser på et bredt udvalg af hverdagsvarer.

1.400 varer er i grundsortiment i Min Købmand. Købmanden kan herefter vælge mellem 16.000 varer på Dagrofas lager, der også tilbyder at gennemfakturere 18.000 andre varer.

Den mindste af de to kæder kan køre rundt med en årlig omsætning på 8,5 mio. kr. ekskl. moms, da husleje og lønprocent typisk presses helt i bund.

– Opskriften på borgerbutikken er en treenighed mellem Dagrofa, købmanden og byens borgere. Vi vil øge markedsandelen, købmanden vil tjene penge og de lokale vil have en lokal indkøbsmulighed og dermed sikre områdets huspriser, siger Hans Meldgaard.

For borgernes valg af bopæl er det helt og aldeles afgørende, at der er en lokal dagligvarebutik. Det viser blandt flere undersøgelser en meningsmåling foretaget af Megafon for De Samvirkende Købmænd (DSK) i 2016.

Uden indkøbsmuligheder vil huspriserne typisk falde væsentligt, liggetiderne forlænges og salgsmulighederne kan blive begrænsede.

Projektchef Hans Meldgaard flankeret af Ole Larsen (th.) og Mazen Schnefeldt fra Sandager ved Assens, hvor en arbejdsgruppe sonderer mulighederne for en ny dagligvarebutik.

Købmanden er nøglen til kundernes penge

Når en ny butik er på udkig efter købmand til pladsen eller i sin opstartsfase, er den pensionerede købmand og konsulent med kælenævnet ”butiksdoktor” Finn Korsholm ofte manden, der får brikkerne til at falde på plads. Og han kører gerne langt for at være med til at sætte varer på hylderne, så købmanden får en god start.

– Når en borgerbutik lykkes, så er det fordi en lokal arbejdsgruppe med folk med forstand på økonomi, håndværk, administration og kommunikation har fundet sammen, siger Finn Korsholm.

Han peger på syv lokale ildsjæle i Stenderup, hvor ikke mindst Berit Duedal med organisatorisk erfaring og talent fik sat processen på skinner og sikrede den hidtil hurtigste genåbning af en lukket dagligvarebutik.

Og endelig er det valget af købmand, som skal ”elske” sine kunder og være interesseret i stort og småt i lokalsamfundet.

– Hvis man har den rette indstilling til at møde de lokale og arbejde mange timer med hånden på kogepladen, som man siger, så kan meget lykkes i selv en mindre butik. Det er ikke så vigtigt, om vedkommende kan bestille mælk. Det skal hun eller han nok få lært, siger Finn Korsholm.

Konsulent og “butiksdoktor” Finn Korsholm sammen med Berit Duedal, medlem af arbejdsgruppen bag Min Købmand i Stenderup.

Unge købmænd ser muligheder

Brian Videbæk erkender, at det tidligere har været en udfordring at finde nye købmænd til mindre butikker. Men han ser også en tendens til, at flere unge får øjnene op for de kvaliteter, som der er ved at være en del af lokalsamfundet og nævner som eksempel brødrene Allan Bülow og Brian Hedegaard, der er involveret i borgerbutikkerne i Daugaard, Nim og Stenderup.

– Allan har valgt at være købmand i både Daugaard og Nim. Det er dog næppe en model, som bliver særlig udbredt, da præmissen for en borgerbutik netop er, at købmanden er meget tæt på sine kunder, siger Brian Videbæk.

Tankevækkende potentiale

Adm. direktør John Wagner, DSK, glæder sig over, at købmændene fungerer som en samlende lokal kraft:

– For de mindre samfund handler købmandens tilstedeværelse jo ikke ‘bare’ om dagligvareforsyning. Købmanden er byens mødested og medvirker til den sammenhængskraft, som er forudsætningen for det gode hverdagsliv og tilflytning – og dermed også boligernes værdi, beskæftigelse og private såvel som offentlige investeringer i lokalsamfundet. Med de borgerfinansierede butikker kan borgerne selv være med til at sikre disse værdier i deres lokalområde.

Adm. direktør John Wagner, De Samvirkende Købmænd, på besøg hos Min Købmand i Gesten, hvor borgerne samler ind til ny butik.
Min Købmand er et fleksibelt koncept med frihed til lokal tilpasning.
Flere unge får øjnene op for de kvaliteter, som der er ved at være en del af lokalsamfundet. Her er det brødrene Brian Hedegaard (tv.) og Allan Bülow, der er involveret i borgerbutikkerne i Daugaard, Nim og Stenderup.

[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row][vc_row][vc_column][vc_video link=”https://youtu.be/UZ33UQuTw1A”][/vc_column][/vc_row]

Del:

Nyhedsbrevet for selvstændige købmænd: