Spring til indhold

Hver anden ansat i dagligvarehandlen er under 20 år

En ny analyse fra De Samvirkende Købmænd (DSK) viser, at 56.384 unge under 20 år i november 2024 havde job i dagligvarehandlen – svarende til hver anden medarbejder i branchen.
Ung medarbejder ved kassebåndet i en købmandsbutik

Ingen anden branche kommer i nærheden af dagligvarehandlen, og andelen af unge er kun steget de seneste ti år. Dermed er dagligvarehandlen de unges vigtigste vej ind på arbejdsmarkedet.

Mens de unge under 20 år udgør 6,8 procent af alle beskæftigede i dansk erhvervsliv, fylder de hele 50,3 procent af medarbejderstaben i supermarkeder og varehuse – altså omkring syv gange så meget som på arbejdsmarkedet generelt. Til sammenligning er andelen af unge i industrien og hos byggeentreprenørerne under fire procent.

I dagligvarehandlen er andelen af unge medarbejdere steget fra 47,2 procent i 2015 til 50,3 procent i 2024, mens den i flere andre erhverv er faldet i samme periode.

“Tallene taler deres eget tydelige sprog: Dagligvarehandlen er de unges arbejdsmarked. Der er ikke andre steder, hvor så mange unge får deres første erfaring med at passe et arbejde, stå til tiden og tage ansvar. Det er en investering i den næste generations arbejdsliv, som vi skal værne om,” siger Jannick Nytoft, adm. direktør i De Samvirkende Købmænd.

Analysen viser også, at fritidsjobbet i dagligvarehandlen ikke er forbeholdt bestemte dele af landet. I 95 ud af landets 98 kommuner har mere end hver femte 16-19-årig et job i handelen.

“Uanset om man bor i en forstad, en provinsby eller ved kysten, er det ofte den lokale købmand, der giver unge deres første lønseddel. Det skaber en tæt forbindelse mellem butikkerne og lokalsamfundet, som rækker langt ud over selve arbejdet,” siger Jannick Nytoft.

Vigtig kilde til lærepladser
Fra medio 2025 til medio 2026 blev der indgået cirka 1.200 lærepladsaftaler i dagligvarebranchen, hvilket gør den til den femtestørste leverandør af lærepladser blandt alle private brancher – kun overgået af byggeriet, landbruget og autobranchen.

“Når man diskuterer arbejdstider, lærepladser eller skat på de første løntimer, er det dagligvarehandlens butikker, der mærker konsekvenserne først. Derfor er det afgørende, at reglerne udformes, så de understøtter – og ikke forhindrer – at unge kan få deres første arbejdserfaring,” siger Jannick Nytoft, adm. direktør i De Samvirkende Købmænd.

På baggrund af analysen opfordrer DSK til, at politikerne gør op med unødigt bureaukrati, der begrænser de unges muligheder for at få et fritidsjob:

  • Reglerne for unges arbejde skal gøres logiske og lette at administrere – også i en travl hverdag for en selvstændig købmand
  • Vejledningen om reglerne for unges arbejde skal forenkles, og EU-reglerne på området skal ses efter
  • Der skal arbejdes målrettet for at afskaffe EU’s to-timersregel, der besværliggør fleksibiliteten på de unges arbejdsmarked

Del:

RELATEREDE NYHEDER

Nyhedsbrevet for selvstændige købmænd: