Spring til indhold

Høringssvar vedr. EU-forslag om revision af tobaksbeskatningsdirektivet

Journalnummer: 2025-988

De Samvirkende Købmænd (DSK) har med interesse gennemgået Kommissionens forslag om en revideret struktur for beskatning af tobak og nikotinprodukter samt tilhørende ændringer i cirkulationsdirektivet.

Nedenfor findes først vores generelle bemærkninger til forslaget efterfulgt af en række specifikke bemærkninger til forslagets enkelte dele.

DSK tager det samlede initiativ til højere og harmoniseret minimumsbeskatning på tobak og beslægtede produkter til efterretning. Vi er ikke i besiddelse af tilstrækkelig sundhedsfaglig viden til at vurdere indholdet vedr. substitution fra cigaretter til røgfri tobaks- og nikotinprodukter eller ej. Vi skal derfor blot appellere til, at risikoen for illegal handel, finansiering af kriminelles aktiviteter og umådeholden grænsehandel også indgår i de videre overvejelser.

En mere fælles og opdateret afgiftsstruktur kan – hvis rigtigt udtænkt:

  • Bidrage til at bekæmpe illegal handel og tobaksrelateret kriminalitet,
  • Mindske økonomisk skævvridning mellem medlemslande
  • Begrænse unaturlig høj grænsehandel, der i dag udgør et betydeligt problem for detailhandlen i grænsenære områder. Det er f.eks. et potentielt problem for Danmark, da Danmark beskatter cigaretter højere end vores nabolande: Sverige, Polen og Tyskland mv.

Forslag til ændring af vejledende mængde i cirkulationsdirektivet

Samtidig ønsker DSK at fremhæve et konkret forbedringsforslag til cirkulationsdirektivet (EU) 2020/262:

I dag opererer medlemslandene med en vejledende grænse på 800 cigaretter som indikator for, hvornår transport af cigaretter mellem medlemslande anses som “til eget brug” jf. artikel 32 og betragtning 41 i nævnte direktiv.

Denne grænse er efter vores vurdering for høj og et levn fra svundne tider, hvor der ikke var fokus på tobak som et decideret sundhedsskadeligt produkt. Den høje vejledende grænse giver incitament til et højt niveau af grænsehandel og undergraver dermed de facto de enkelte medlemsstaters mulighed for at fastsætte (endnu) højere afgifter på cigaretter og andre tobaksprodukter. I dag er det f.eks. muligt at spare ca. 300 kr. på at tage fra Sverige til Malmö og hjembringe den lovlige ration på 800 cigaretter. Der er en gennemsnitlig besparelse på 15 kr. pr. pakke cigaretter jf. ministerens besvarelse herom. Det modarbejder en højere dansk afgift.

DSK foreslår derfor, at:

  • Den vejledende mængde for cigaretter sænkes fra 800 til 200 stk.

Et lavere mængdeniveau vil:

  • Fjerne incitamentet til systematisk privat grænsehandel, jf. bemærkningerne ovenfor.
  • Styrke skattemyndighedernes mulighed for at skelne mellem legitimt privatforbrug og misbrug, og
  • Bidrage til, at den nationale regulering ikke udhules af åbne bagdøre i fællesreglerne.

Vi er bevidste om, at de vejledende grænser ikke er bindende for medlemsstaterne, men en justering af rettesnoren i EU-regi vil sende et vigtigt signal og skabe bedre mulighed for ensartet fortolkning og håndhævelse.

Afsluttende bemærkning

DSK støtter således det generelle sigte med direktivpakken, men kan ikke vurdere det sundhedsfaglige indhold.  

Samtidig mener vi, at en revurdering af cirkulationsdirektivets vejledende mængder er nødvendig for at sikre sammenhæng mellem sundhedspolitik og afgiftspolitik

Med venlig hilsen

Claus Bøgelund Nielsen
vicedirektør
cbn@dsk.dk / 23 45 30 59