Journalnummer: 2025–06463
Kære Fødevarestyrelse
Vi har nogle afklarende spørgsmål til det udkast til bekendtgørelse om fødevarekontaktmaterialer og om straffebestemmelser for overtrædelse af relaterede EU-retsakter, der lige nu er i høring.
- Af høringsbrevet fremgår følgende ændring:
”Endvidere fjernes oprindelig § 6, stk. 2 der fastsatte krav om anvendelse af fødevarekontaktmaterialer. Dette for at bringe bestemmelsen i overensstemmelse med ordlyden af fødevarelovens § 25 a og EU-reguleringen. Anvendelse af fødevarekontaktmaterialer er herefter alene reguleret via Europa-Parlamentets og Rådets Forordning (EF) nr. 852/2004 af 29. april 2004 om fødevarehygiejne.”
- Hvad menes der med, at anvendelsen af FKM fremover alene er reguleret af Fødevarehygiejneforordningen 852/2004?
- Er det noget nyt, at anvendelsen af FKM reguleres af FOR 852/2004 eller betyder det blot, at anvendelsen stadig skal følge kravene i forordningen?
- Hvad med henvisningen til de generelle krav for anvendelse af FKM (FOR 1935/2004), som der er blevet fjernet fra bekendtgørelsesteksten, er de ikke længere gældende?
B. Af høringsbrevet fremgår følgende ændring:
“Endelig fjernes formuleringen om tilbagekald af fødevarekontaktmaterialer i sidste sætning i tidligere § 7, stk. 3. Dette for at bringe bestemmelsen i overensstemmelse med ordlyden af fødevarelovens § 25 a og bemærkningerne hertil. Herefter skal en virksomhedsleder, hvis fødevarekontaktmaterialer ikke overholder kravene til fødevaresikkerhed, straks træffe forholdsregler med henblik på at trække de pågældende fødevarekontaktmaterialer tilbage fra markedet og orientere forbrugerne om denne tilbagetrækning.”
- I udkastet til den nye bekendtgørelse, under afsnittet ”Tilbagetrækning”, i stk. 2, står der, at i tilfælde af, at FKM ikke overholder kravene til fødevaresikkerhed, så skal virksomhedslederen straks underrette Fødevarestyrelsen. Hvilken hjemmel er der anvendt her? Fx fremgår det af fødevareforordningen 178/2002, hvad ansvaret er for ledere af fødevarevirksomheder og foderstofvirksomheder, men der står ikke noget nævnt om ledere af fødevarekontaktmaterialevirksomheder.
- Vi læser ikke umiddelbart, at ordlyden i Fødevarelovens § 25 a, er i overensstemmelse med ordlyden i den opdaterede bekendtgørelse (§ 13, stk. 3).
Hvor i Fødevarelovens §25 a kan vi læse, at virksomhedslederen i tilfælde af, at fødevarekontaktmaterialer er nået ud til forbrugeren, skal informere forbrugeren om baggrunden for at varen trækkes tilbage? (altså tilbagekaldes) (19.05.2025)
Vi har en supplerende bemærkning til den formulering om tilbagekald, der er blevet fjernet i den opdaterede bekendtgørelse.
Det er efter vores vurdering uhensigtsmæssigt, at definitionen af begrebet “tilbagetrækning” ikke står direkte i fødevareloven, men udelukkede fremgår af bemærkningerne til § 25 a og efterfølgende er anvendt i bekendtgørelsen. Denne definition burde i stedet være indskrevet direkte i fødevareloven, så forståelsen af begrebet fremgår klart og tydeligt.
Definitionen af “tilbagetrækning” i bemærkningerne til § 25 a er bredere end den almindelige og EU-rettens anvendte forståelse, og det skaber forvirring, at der introduceres en særlig og ny forståelse af begrebet “tilbagetrækning” for fødevarekontaktmaterialer, samtidig med, at der i bestemmelserne henvises til EU-retten (178/2002).
Hvis I har behov for yderligere uddybning, er I velkomne til at kontakte os. (23.05.2025)
Med venlig hilsen
Isabell Bøgh Kristiansen
Fødevarekonsulent