Spring til indhold

POLITIK OG HOLDNINGER

Aldersgrænser

Aldersgrænser skal være et fælles ansvar

DSK bakker op om, at samfundet har aldersgrænser for produkter, som kan have sundhedsmæssige eller sociale konsekvenser. Visse produkter er et voksent valg, og derfor skal reglerne være tydelige, forståelige og være forbudt at købe, hvis man er under politisk fastsatte alder. 

Voksne produkter kræver voksne kunder
DSK støtter de gældende aldersgrænser for salg af tobak, nikotinprodukter og stærk alkohol, Disse produkter bør fortsat være forbeholdt voksne over 18 år.

Vi finder samtidig den nuværende aldersgrænse på 16 år for køb af øl og andre alkoholholdige drikke med et lavt alkoholindhold rimelig. Det er vigtigt, at reglerne er afbalancerede og opleves som logiske af både unge og forældre.

 Klare regler skaber større respekt
Aldersgrænser virker kun efter hensigten, hvis de er lette at forstå og kommunikere. Derfor skal lovgivningen være enkel og gælde ved både køb og salg, så både kunder og medarbejdere ved, hvilke regler der gælder.

DSK bakker op om, at butikkerne tydeligt informerer om aldersgrænserne gennem synlig skiltning. Det gør det lettere for både kunder og medarbejdere og forebygger unødige konflikter ved kassen.

Digital alderskontrol er fremtidens løsning
Det er urimeligt, at kassemedarbejdere alene skal bære ansvaret for at vurdere en kundes alder. Samtidig bliver betalingsteknologierne stadig mere digitale.

DSK foreslår derfor, at Danmark indfører Automatisk Digital Alderskontrol. Løsningen skal automatisk kontrollere, om kunden opfylder alderskravet i forbindelse med betalingen – uanset om der betales med betalingskort, mobiltelefon eller smartwatch.

Dermed kan kontrollen ske ensartet, hurtigt og sikkert, uden at medarbejderen skal foretage et skøn eller bede om legitimation i de fleste situationer.

Automatisk Digital Alderskontrol vil:

  • sikre en mere ensartet håndhævelse af lovgivningen,
  • mindske risikoen for fejl og ulovlige salg,
  • aflaste butikkernes medarbejdere,
  • reducere konflikter ved kassen og
  • styrke beskyttelsen af børn og unge.

Reglerne bør også gælde kunden
I dag er det udelukkende butikken, der kan straffes, hvis et aldersbegrænset produkt bliver solgt til en mindreårig.

DSK mener, at lovgivningen bør være mere konsekvent. Det bør også være ulovligt for en kunde at købe eller forsøge at købe et produkt, hvis vedkommende ikke opfylder alderskravet. Ansvaret bør derfor deles mellem den, der sælger, og den, der forsøger at købe. Det bør være både og.

Det vil understøtte respekten for reglerne og sende et klart signal om, at aldersgrænser er et fælles samfundsansvar.

Kontrol skal ske på en ordentlig måde
DSK bakker op om, at myndighederne fører effektiv kontrol med, at aldersgrænserne bliver overholdt. Reglerne skal naturligvis håndhæves.

Vi er derimod imod brugen af unge kontrolkøbere – de såkaldte “børneagenter” – som bevidst sendes ind i butikker for at forsøge at fremprovokere fejl hos medarbejderne.

Det er ikke en myndighedsopgave at skabe situationer, hvor medarbejdere helt bevidst bringes i risiko for at begå fejl. Kontrollen bør i stedet bygge på almindelige kontrolbesøg, vejledning og moderne digitale løsninger, der forebygger ulovlige salg frem for at teste, om medarbejdere kan bringes til at begå fejl.

DSK ønsker et kontrolsystem, der både beskytter unge, understøtter lovens formål og samtidig sikrer en rimelig og retfærdig behandling af butikkernes medarbejdere. 

Faktaboks

DSKs politik om aldersgrænser

  • 18 år for køb af tobak, nikotinprodukter og stærk alkohol.
  • 16 år for køb af øl og andre drikke med et lavt alkoholindhold er en rimelig aldersgrænse.
  • Tydelig information om aldersgrænser i butikkerne gør reglerne lettere at forstå og overholde.
  • Automatisk Digital Alderskontrol skal kontrollere kundens alder ved betaling – uanset om der betales med kort, mobiltelefon eller smartwatch.
  • Ansvaret skal deles. Det skal være ulovligt både at sælge og at købe aldersbegrænsede produkter, når alderskravet ikke er opfyldt.
  • Nej til "børneagenter". DSK er imod brugen af unge kontrolkøbere, der bevidst sendes ind for at fremprovokere fejl hos butikkernes medarbejdere. Kontrol skal være retfærdig, forebyggende og bygge på moderne løsninger.

Nyhedsbrevet for selvstændige købmænd: