Nyheder

Tyve stjæler til videresalg

31. januar 2017
             
    

Købmand Brian Rosenstand viser rundt i den ene af sine to MENY-butikker i Valby, hvor de ærlige kunder må løbe spidsrod blandt et utal af foranstaltninger, der er indført for at dæmme op for tyveri: – De er meget organiserede, kreative og har en kompromisløs ligegyldighed.

De senere år har de to butikker tæt ved Toftegårds Plads og Centerparken ved Vigerslevvej været ramt af en eksplosion af tyveri fra en ny type kriminelle.

– Det er som regel tale om udlændinge, som i grovhed og kreativitet langt overgår den kendte narkomanlignende type, der stjæler en steg til videresalg på Christiania, børn og unge, der stjæler lidt slik eller hr. og fr Jensen, som putter en el-pære i lommen, siger Brian Rosenstand.

Spiritus er spærret inde bag en glasvæg, kendte og dyre vin ligger bag lås og slå, visse kødudskæringer udleveres kun ved personlig betjening af slagterne, dyre cremer og barberblade er låst inde i et glasskab, Ritter Sport, Red Bull og batterier sælges kun ved kassen, Marabou-chokoladen har fået et klistermærke med teksten ”Købt i MENY”, og låget til Instant Coffee udleveres først efter betaling i kassen.

– Live Oddset har vi måtte opgive at forhandle, fordi en bølge af udlændinge, som efter at have købt oddset påstod, at de havde glemt deres pung ude i bilen. Hvis de kom ind igen for betale, så var det fordi, at de i mellemtiden på deres mobil havde tjekket resultatet af deres væddemål og havde vundet. Ellers så vi dem ikke igen og måtte indkassere tabet, som kunne være i 10.000 kroners klassen. Det kunne jeg ikke byde min medarbejdere, og derfor har vi lukket for spillet, siger Brian Rosenstand.

Filmer hylder med mobiltelefon

Han viser også, hvordan en rygsæk er skåret op i bagsiden, så det er nemt at putte varer ind fra siden, når fx to personer står ved siden af hinanden. Så er det svært at fange på overvågningskameraerne for de ellers meget opmærksomme medarbejdere, der har lært af scanne selv uskyldigt udseende rullekurve med toiletpapir på toppen for at dække over de varer, der skal stjæles.

– Især udlændinge har udviklet en teknik, hvor de fylder kurven med fx chokolade og finder et hjørne i butikken, hvor de ubemærket kan putte det i en taske eller i en skjult pose inde bag kjolen, når der er tale om kvinder. Opfindsomheden er stor, hvis de da ikke blot vælger at fylde en hel indkøbsvogn og styrte ud af butikken, inden medarbejderne kan nå at slå alarm. Det kræver trods alt to til tre medarbejdere at tilbageholde mange af disse hårdkogte typer, der ikke tøver med at lave fingerbevægelsen ”jeg skærer halsen over på dig” – eller at udøve direkte fysisk vold.

– Det kan endda være så organiseret, at de filmer udvalgte hylder med deres mobiltelefon og vender tilbage dagen efter for at rydde det hele, når de har fået deres bestillinger. Det er bemærkelsesværdigt, at man efterfølgende kan finde varerne i visse dele af kioskmiljøet, som normalt ikke er i kioskens sortiment eller i en meget kort periode bliver solgt til halv pris. Det er derfor, at vi har klistermærker på Marabou-chokoladen og kun begrænsede mængder på hylden og tilsvarende kun sælger flere varer fra kassen, som man ellers normalt vil se på hylderne.

Årligt tab tæt på en million kroner

Årligt bliver der begået butikstyveri i de to butikker i Valby for op mod en million kroner. Købmanden vurderer, at der i halvdelen af de tilfælde, hvor tyven afsløres eller tilbageholdes, bliver indgivet en politianmeldelse for tyveri.

– Vi koncentrerer os om de alvorlige sager, hvor det vil eskalere i grovhed og omfang, hvis det ikke på en eller måde bliver stoppet. Halvdelen af disse sager sker ved en elektronisk indberetning til politiet. I resten af tilfældene ringer vi typisk til Station 1, fordi der er tvivl om den tilbageholdtes identitet.

– Her kan det være meget stressende for medarbejdere at skulle vente op til to timer eller mere, før politiet når frem og tager over. Vi oplever, at det ikke prioriteres, og at det reelt giver især de udenlandske kriminelle et billede af, at det er risikofrit at stjæle, og at der i tilfælde af tilbageholdelse ikke følges op med sanktioner. Det er krænkende for vores retsbevidsthed.

Det er købmandens erfaring, at de tyve, der bliver dømt til at betale en bøde og evt. erstatning, ser stort på dommen, da beløbet ikke tilbageholdes i evt. overførselsindkomst: – Det betyder, der skal anlægges sag ved fogedretten for at få retfærdigheden til at ske fyldest.

Flere tyverier udvikler sig til røveri og vold, hvor købmanden så ringer 112, og politiet kommer med udrykning. – Selv her kan der gå op til en halv time. Og det er stort set kun i sådanne sager, at tyvene ender med domfældelse og i meget grove tilfælde får en udvisning af landet, lyder vurderingen fra Brian Rosenstand.

– Desværre må vi på baggrund af vores sager konstatere, at hovedparten kan tilskrives bander fra Litauen, Polen og Rumænien og en del andre udlændinge. Herefter følger unge utilpassede drenge med anden etnisk baggrund end dansk. Og så er der en mindre gruppe af de langfingrede kunder, som vi altid har kendt til.

Det flugter med ”Strategisk Analyse 2016” fra Rigspolitiet, hvor det fremgår, at de hyppigst repræsenterede nationaliteter ved sigtelser af straffeloven er rumænere, litauere og polakker.

Et vanskeligt område

Valby-købmanden frygter flere og endnu større udfordringer i kølvandet på et nyt flygtningecenter i Vigerslev. Det er planen, at 110 flygtninge skal flytte til midlertidige boliger i et rehabiliteringscenter, som Frederiksberg Kommune ejer lige ved siden af butikscentret.

I forvejen har Valby et flygtningecenter på Ottiliavej tæt ved købmandens anden butik.

– Valby Lokaludvalg beskriver det pænt som et ”ikke spændende” område. Vores dagligdag her er præget af kriminalitet, hærværk, handel med stoffer, bandeproblemer med mere, og det er ikke et trygt sted at færdes om aftenen, siger Brian Rosenstand og tilføjer:

– Vi oplever i de to forretninger en noget nær eksplosiv stigning i antallet af butikstyverier, hvilket betyder, at vi bruger mange ressourcer og penge på investering i overvågning, butikskontrollanter, vagter m.v. Alt dette dels for at sikre vores kunder og værdier, men så sandelig også for, at vores ansatte kan føle sig så trygge, som det nu er muligt. I mines øjne giver det derfor absolut ikke mening at placere yderligere et stort antal sårbare personer på netop dette sted.

Han henviser til erfaringerne fra Allerød, hvor adskillige dagligvarebutikker har haft voldsomme problemer: -Det tyder jo også på, at de eventuelle konsekvenser af etablering af midlertidige boliger bør undersøges meget nøje, og at man under alle omstændigheder bør tilstræbe en mindre koncentreret placering.

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Brian Rosenstand viser, hvordan en rygsæk er skåret op i bagsiden, så det er nemt at putte varer ind fra siden, når fx to personer står ved siden af hinanden. Så er det svært at fange på overvågningskameraerne for de ellers meget opmærksomme medarbejdere, der har lært af scanne selv uskyldigt udseende rullekurve med toiletpapir på toppen for at dække over de varer, der skal stjæles.