Af vicedirektør Claus Bøgelund Nielsen, De Samvirkende Købmænd
JP’s lederskribent retter 29/9 blikket mod et bredt brancheønske om brugen af teknologi i betalingskortene for at mindske unges køb af tobak og alkohol, håndkøbsmedicin med mere. Det er vigtigt at holde sig for øje, at der her er tale om et meget bredt ønske, der bl.a. omfatter COOP, Salling Group, Nærbutikkernes Landsforening, Kræftens Bekæmpelse, Danmarks Restauranter & Cafeer og producenterne af tobak og alkohol.
Og ja, det er fuldstændig korrekt, at vi vælger at huske vores politikere på forslaget i forbindelse med en Folketingets behandling af emnet. Det giver rigtig god mening, og kan vist bedst beskrives som ”rettidig omhu”.
Danmark er sædvanligvis langt fremme, når det drejer sig om digitalisering og brugen af nye digitale løsninger vel at mærke løsninger, der letter hverdagen og forenkler processer og procedurer.
Vi kommer her med et konkret forslag, hvor digitalisering og brugen af de teknologiske muligheder kan være med til at nedbringe salget af tobak og alkohol til unge. Det kan kun være i alles interesse.
I dagligvarehandelen har vi et ægte og velment ønske om, at reducere salget af tobak og alkohol til unge markant. Det er naivt at tro, at man som arbejdsgiver ”bare” kan piske sine ansatte med levende skorpioner, hvis de ikke konsekvent spørger alle, der tilnærmelsesvis ser for unge ud til at opfylde alderskravet i forhold til køb af alkohol og tobak.
I virkelighedens verden er det ikke helt så enkelt. Det kan nemlig være ualmindeligt svært at vurdere alderen på mange unge. Det er uanset, om man er 17 år eller 49 som undertegnede. Det er en svær konfrontation, og en del kunder reagerer negativt overfor den kassemedarbejder, der på bedste vis passer sit arbejde. Det påvirker i sagens natur mange ansatte, der på den baggrund vælger ikke at spørge ind til legitimation de næste gange. Derfor bør vi tage teknologien i brug.
Vi kan altså både mindske unges adgang til alkohol og tobak samt forbedre arbejdsmiljøet for vores medarbejdere ved at digitalisere alderskontrollen. Der er ikke tale om indsamling eller overførsel af kundernes data i forbindelse med det aktuelle køb. Det er udelukkende en validering af kundens alder. Alt hvad der er brug for, er en model, hvor købet enten gennemføres eller afvises af kortterminalen.
Modellen skal være frivillig, så f.eks. garageimportører af vin og mikrobryggerier mv. ikke skal pålægges en ny byrde. Til gengæld kan Sikkerhedsstyrelsen fokusere sin kontrol på de steder, der ikke er en del af ordningen.
Alderskontrol via betalingskort vil gøre det langt sværere for unge at købe varer, som de ikke er gamle nok til. Det vil alt andet lige betyde, at vores teenagere vil drikke og ryge mindre. Det er baggrunden for ønsket, og det vil klæde kritikerne at tage ja-hatten på og udvise bare en lille smule samfundssind, så vi sammen kan tage et stort skridt i den rigtige retning.