Nyheder

Tænk turisten ind i købmandskabet

16. maj 2017
             
    

Købmænd kan også gøre det ”NICE” at være turist i Danmark

Særligt for butikker med mange turister er der hjælp at hente med en ny indsats for gøre det til en endnu bedre oplevelse af besøge Danmark. Mange købmænd er ikke bare eksperter i god service; de evner også at skabe en god oplevelse sammen med kunden. Og derfor kan de dygtigste købmænd få rollen som forbilleder i projektet: New Innovative Customer Experiences (NICE).

Definitionen på god service er at give gæsten en oplevelse, som han eller hun får lyst til at fortælle om og dele med andre. Det gør man typisk, når man oplever noget, som er mere end forventet.

Turisterne er generelt tilfredse med deres ophold i Danmark, men i forhold til vores konkurrenter i Nordeuropa scorer vi især lavt på tilfredsheden med servicen. Det fremgår af Statusanalysen af dansk turismes udvikling og konkurrenceevne.

Samtidig er Danmark udfordret af, at turisterne ikke oplever, at de får tilstrækkelig værdi for pengene hverken i forhold til mad, shopping eller overnatning. Det svækker Danmarks konkurrencedygtighed.

NICE handler med andre ord om at flytte fokus fra traditionel service til personlige og mindeværdige oplevelser sammen med gæsterne, så de får lyst til at komme igen. Det kan på sigt bidrage til at øge omsætningen og løfte medarbejdertilfredsheden og engagementet hos virksomhederne.

Læs mere om NICE.