Spring til indhold
Søg
Close this search box.

Sodavandsvæksten kommer

Debatindlæg af Vicedirektør Claus Bøgelund Nielsen, DSK, trykt i Politiken den 13. juli 2013: Hver anden danske husstand grænsehandler årligt. Hver 6. husstand grænsehandler 4 – 5 gange årligt eller

Debatindlæg af Vicedirektør Claus Bøgelund Nielsen, DSK, trykt i Politiken den 13. juli 2013:

Hver anden danske husstand grænsehandler årligt. Hver 6. husstand grænsehandler 4 – 5 gange årligt eller oftere. Sodavand er en af de varegrupper, som er allermest udsat for grænsehandel. Ca. 85% køber sodavand i forbindelse med turen til Tyskland. Ifølge Skatteministeriet grænsehandlede danskerne 115 mio. ltr. sodavand i 2011. Til sammenligning udgør salget i samtlige danske butikker ca. 410 mio. ltr sodavand årligt, så grænsehandelens ca. 50 tyske butikker har altså et omfattende salg i forhold til de ca. 6.500 danske butikker. Sådan er virkeligheden; også selvom den ikke passer i Politikens univers.

I Danmark er momsen 25%. I Tyskland er den tilsvarende 7%. Danmark hidtil haft en særlig afgift på sodavand. Den afgift er tyskerne fri for. Og i Danmark er der pant på alle former for øl og sodavand, mens de tyske grænsehandelsbutikker – trods lovkrav om pant i resten af Tyskland – fortsat kører på frihjul. Der er altså en forklaring på prisforskellen mellem danske og tyske butikker, og derfor er det da også historisk glædeligt, når kun Enhedslistens 12 mandater stemte imod en Vækstpakke, der bl.a. indeholder en afskaffelse af den særlige afgift på sodavand.

I detailhandelen tror vi fuldt og fast på, at lavere danske afgifter vil flytte salg fra tyske butikker hjem til danske butikker. Et øget salg i danske butikker medfører øget produktivitet (det samme antal medarbejdere sælger mere) og/eller sikrer flere arbejdspladser; altså når den øgede omsætning overstiger den kapacitet de nuværende ansatte kan overkomme.

Skatteministeriet deler vurderingen om en markant effekt. Da Regeringen fremlagde lovforslaget, om afskaffelse af sodavandsafgiften mv., fremgik det, at centraladministrationens store regnemaskiner forventer hjemvendt grænsehandel med 60 mio. ltr. sodavand årligt. Det skal altså ses i lyset af, at det samlede salg hidtil har ligget i overkanten af 400 mio. ltr. sodavand årligt. Hver dansker vil altså i gennemsnit købe 11 ltr. sodavand mindre årligt i tyske grænsehandelsbutikker, og tilsvarende mere her i Danmark.

Udadtil har Fleggaard – bla. her i Politiken – givet udtryk for, at lavere afgifter skam slet ikke ville få nogen betydning for de tyske grænsehandelsbutikker. Det budskab er dog i direkte modstrid med indholdet i et brev som Fleggaard den 28. maj sendte til Skatteministeriet og medlemmerne af Folketingets skatte- og afgiftsudvalg. I  brevet opfordrede Fleggaard til, at de lavere afgifter først burde træde i kraft om lang tid, da grænsehandelsbutikkerne ”er meget følsomme overfor væsentlige ændringer i rammebetingelserne” og at ændringer i afgiftsniveauet ”har stor betydning for prissætningen.”

Det er tankevækkende, at tyske butikker forsøger at få indflydelse på politikernes indretning af dansk lovgivning. Men det er endnu mere tankevækkende, når Fleggaard finder, at en udfasning af den danske sodavandsafgift både medfører væsentlige ændringer i deres rammebetingelser og har stor betydning for prissætningen af de berørte varer. Mon ikke det i sig selv beviser, at en udfasning af sodavandsafgiften rent faktisk vil være til gavn for væksten, og dermed danske arbejdspladser, her i Danmark.

Del:

RELATEREDE NYHEDER

Nyhedsbrevet for selvstændige købmænd: