Spring til indhold
Søg
Close this search box.

Smart ID skal forhindre salg af spil og alkohol til mindreårige

Danske Spil lancerer i dag, i samarbejde med Alkoholpartnerskabet, et gratis digitalt billede id, der kan bruges, når man køber spil, alkohol og andre varer med aldersbegrænsning. Målet er at

Danske Spil lancerer i dag, i samarbejde med Alkoholpartnerskabet, et gratis digitalt billede id, der kan bruges, når man køber spil, alkohol og andre varer med aldersbegrænsning. Målet er at gøre det lettere for unge at legitimere sig og sætte en stopper for salg til mindreårige.

Fra og med i dag kan man bruge sin telefon til at vise sin alder, når man vil købe en Oddset kupon, en øl eller andre produkter med aldersgrænser på. Danske Spil og Alkoholpartnerskabet lancerer i dag app’en Smart ID. Et gratis, sikkert billed-ID, der kan bruges af alle med en smartphone.

Smart ID skal hjælpe både unge og detailhandlen med at sætte fokus på aldersgrænserne på blandt andet spil og alkohol.

-Vi kan og vil ikke acceptere, at vores spil bliver solgt til børn og unge under den lovpligtige alder. Samtidig må vi konstatere, at de klassiske legimitationskort ikke længere nødvendigvis ligger i lommen hos de unge. Det gør mobiltelefonen. Smart ID skal gøre det lettere for forhandlerne at spørge efter ID – og forvente, at de unge har det. Samtidig sætter vi med Smart ID atter fokus på aldersgrænserne ude hos vores forhandlere, siger H. C. Madsen, adm. direktør i Danske Spil.

Smart ID har været undervejs i flere år, og Danske Spil har, for at gøre app’en så sikker som mulig, udviklet den i samarbejde med Nets. Så man skal bruge sit NemID, når man opretter en profil. Efter udviklingen er Danske Spil gået til Alkoholpartnerskabet for at få dem med i lanceringen.

-Salg af spil og alkohol er underlagt aldersgrænser, og Alkoholpartnerskabet har en del af de samme udfordringer som os. Samtidig står vores varer ved siden af hinanden i kiosken og supermarkedet, og vi er så glade for, at Alkoholpartnerskabet vil bakke op om Smart ID, siger H. C. Madsen.

Hos Alkoholpartnerskabet ser man Smart ID som en del af en fremtidsholdbar løsning på aldersproblematikken.

-Vi skal gå nye veje for at sikre, at aldersgrænserne for salg bliver overholdt. Smart ID er en hjælp til både de unge og de ansatte i butikkerne, og gør det nemt for de unge at legitimere sig, fordi de altid har mobilen ved hånden. På den måde kan Smart ID være med til at forhindre, at der bliver solgt alkohol til de unge, der ikke er gamle nok, siger kommunikationschef for Alkoholpartnerskabet Per Sten Nielsen.

Hos De Samvirkende Købmænd, der repræsenterer en lang række dagligvarekæder og kiosker, er man begejstret for den nye app.

– Dankortet kommer på mobilen i løbet af få måneder, og det er åbenlyst en god idé med et digitalt identifikationskort. Vi tror virkelig, at Smart ID kan blive en stor hjælp for både kunder og butikker. Det vil forhåbentlig lette dialogen mellem kunder og medarbejdere, når kunderne nu kan legitimere sig på flere måder end hidtil. Det er ingen hemmelighed, at der kan opstå unødvendige situationer i butikkerne, når medarbejderne efterspørger legitimation hos kunder, som ikke har kørekort, og som lader passet blive derhjemme. Fremtiden er digital, og derfor er dette initiativ fra Danske Spil en virkelig god idé, som vi er meget taknemmelige for, siger Claus Bøgelund Nielsen, vicedirektør i De Samvirkende Købmænd.

Hos Danske Spil håber man, at danskere i alle aldersgrupper vil tage Smart ID til sig.

-Vores fokus er i første omgang på de unge og salg til mindreårige, men der er mange situationer i dagens Danmark, hvor man kan have brug for at legitimere sig nemt og hurtigt. Vi har udviklet Smart ID, men vi har intet ønske om at holde den for os selv. Vi vil hellere end gerne dele den med resten af Danmark. Vi er en statsejet virksomhed, så det giver god mening at give den tilbage til danskerne, siger H. C. Madsen.

Smart ID kan downloades til telefonen fra i dag.

Alkoholpartnerskabet: Et samarbejde mellem Dansk Erhverv, De Samvirkende Købmænd, HORESTA, Danmarks Restauranter & Caféer, GODA, Vin og Spiritus Organisationen i Danmark og Bryggeriforeningen. Partnerskabet arbejder for en ansvarlig alkoholkultur i Danmark.

 

Del:

RELATEREDE NYHEDER

Nyhedsbrevet for selvstændige købmænd: