Spring til indhold

Skatteminister på besøg hos købmændene

De Samvirkende Købmænd har haft besøg af den nye skatteminister Rasmus Stoklund i REMA 1000 Hillerød. Besøget bød bl.a. på drøftelser af differentieret fødevaremoms og grænsehandel.

Danmark har EU’s højeste moms på fødevarer og blandt samtlige 27 EU-lande er Danmark det eneste land, der ikke arbejder med differentierede momssatser. DSK har i kølvanden på debatten om at fremme danskernes sundhed gentagne gange foreslået, at momsen på frisk frugt og grønt enten afskaffes eller markant nedsættes. Det var derfor ikke overraskende et af de emner, der blev drøftet med den nye skatteminister.

I mange år har DSK arbejdet målrettet på at reducere mængden af bøvl og byrder for de danske købmænd, så de kan fokusere på at drive forretning. Derfor var det også naturligt i forlængelse af regeringens arbejde med netop bøvl og byrder, at præsentere den nye skatteminister for nogle af de byrder, som dagligt lægger et stort beslag på købmændenes arbejde.

Et andet emner der fylder meget i købmændenes verden, er det stigende problem med butikstyverier. Derfor blev skatteministeren også præsenteret for et ønske om muligheden for at foretage lønindeholdelse, når butikstyve er dømt i retten. En lønindeholdelse der skal dække butikkernes erstatningskrav ved butikstyveri.

”Det er altid spændende, når vores folkevalgte tager imod invitationer til at komme ud i landet og ved selvsyn se hvordan lovgivningen fungerer i praksis. Det giver god mulighed for dialog og for at komme med konstruktive forslag til forenkling og forbedringer”, siger Jannick Nytoft, adm. direktør hos De Samvirkende Købmænd.

Mødet var arrangeret i samarbejde med REMA 1000 hos købmændene Brian Hviid Hauge og Katrine Hviid Hauge i Hillerød.

På billedet fra venstre: Købmand Katrine Hviid Hauge, skatteminister Rasmus Stoklund, købmand Brian Hviid Haug, adm. dir. Jannick Nytoft, vicedirektør Claus Bøgelund Nielsen.

Del:

RELATEREDE NYHEDER

Nyhedsbrevet for selvstændige købmænd: