Spring til indhold
Søg
Close this search box.

Salgsglæde og ledelse giver gevinst i Gudme

Købmandstalentet Martin Pellegård sætter strøm til borgerbutik i Gudme på Fyn. Omsætningen ligger nu både over budget og efteråret i fjor, hvor Min Købmand blev genåbnet af lokale ildsjæle  –

Købmandstalentet Martin Pellegård sætter strøm til borgerbutik i Gudme på Fyn. Omsætningen ligger nu både over budget og efteråret i fjor, hvor Min Købmand blev genåbnet af lokale ildsjæle 

– Der findes ikke uduelige medarbejdere. Kun dårlig ledelse.

Det siger det unge købmandstalent Martin Pellegård, 27 år fra Min Købmand i Gudme, som netop har fået papir på, at han er årets talentudvikler i kæden.

Skulderklappet hænger som et nydeligt bevis ved siden af kontrolrapporten med glade smileys fra Fødevarestyrelsen i butikkens vindfang.

Såvel butikkens Facebookside som den lokale avis har bragt billedet af en stolt købmand, der i bogstavelig forstand får skulderklap af kædens områdechef Tommy Troelsen foran butikken.

Det er mindre end et halvt år siden, at Martin Pellegård tiltrådte som købmand i den borgerejede butik i Gudme. Og tallene viser, at han har sat strøm til butikken.

– Vi kommer i år på den rigtige side af en omsætning på 14 mio. kr. Det viser, at butikken er levedygtig, siger Martin Pellegård.

Sammen med sine medarbejdere har han på få måneder øget varetrykket og skabt en salgsglæde, som smitter både medarbejdere og kunder.

Karins jagt på ny købmand

Og ikke mindst for den 59-årige salgsassistent Karin Hansen er parløbet med den unge og dynamiske købmand blevet starten på et nyt og sjovere arbejdsliv.

Hun har været ansat i butikken siden 1985 og har indtil videre overlevet butikkens fem købmænd inklusive sig selv, da hun for et år siden sammen med Charlotte Højer Jensen trådte til, indtil en dedikeret købmand ville og kunne overtage ledelse og købmandskab.

Nu håber hun, at hun kan på pension, før der igen skal komme en ny købmand.

– Jeg mødte Martin til et salgsmøde. Han var købmand i den ligeledes borgerejede Min Købmand i Stige ved Odense. Jeg spurgte om, han ikke kunne tænke sig at komme til Gudme. Men hvad jeg ikke vidste var, at Martin og Dagrofa faktisk var i dialog om at gøre butikken i Stige ”salgsklar” til en anden købmand og dermed bane vejen til, at Martin kunne starte her, fortæller Karin Hansen.

Facebook er genvej til kunderne

Selfie til Facebook som optakt til butikkens julearrangement, hvor flere hundrede deltager.

Siden Martin med titel af købmand og direktør for Gudme Købmandsbutik ApS i begyndelsen af oktober kunne møde sine nye kolleger og kunder, har han brugt Facebook til at blive et kendt ansigt i lokalsamfundet og gøre butikken interessant.

– Jeg har i hvert fald gjort mere ud at lave nogle ekstra tilbud, som ikke bliver markedsført i mit bagland, men som jeg selv markedsfører. Derudover har jeg ”ja tak”-tilbud, som har givet noget salg, man ikke havde før, forklarer han.

– Martin er virkelig god og har fået butikken op at køre. Det kan vi se både på omsætningen og personalet – og på kunderne, som handler der mere og mere, fordi det bliver federe at komme der, siger medlem af butikkens tilsynsråd Annika Brandt til Fyens.dk og peger på nogle af de ting, som købmanden gør godt:

– Han er mere på Facebook og laver gode ja tak-tilbud. Han har også gjort en masse i butikken og rykket rundt. Og så har han givet butikken en fornyet energi, som personalet også mærker. En af dagene hørte jeg også en kunde sige: Jeg ved ikke, hvad han har gjort, men her er bare blevet lækkert at komme.

Entydigt ansvar hos direktøren og købmanden

Og direktør-titlen er kommet med på visitkortet med velberåd hu, da det indtil videre er en borgerbutik og dermed kunne flere stemmer meget vel have lyst til at melde sig i koret om butikkens udvikling.

Nu ligger det ansvar entydig hos købmanden i samarbejde med butikkens tilsynsråd på tre personer, herunder Annika Brandt, der har været primus motor fra begyndelsen, områdeleder Thomas Troelsen, Min Købmand og udviklingskonsulent Trine Schaldemose fra Dagrofa Butiksudvikling. Og naturligvis lytter købmanden til kundernes ønsker.

– I begyndelsen af 2020 er vi køreklar med en ny kasseterminal med et længere kassebånd, da varepresset er blevet noget større. Vi har flere kunder, der køber for mere. Og som det er nu er der bare ikke plads nok på båndet.

– Vi får også nye reoler og hylder til erstatning for det gamle KIWI-inventar med hylder, der er smalle i højden og dybe i dybden. Det er helt umuligt at arbejde med i forhold til at sikre et pænt og overskueligt varespejl med det sortiment og den varerotation, der er i en nærbutik, siger Martin Pellegård.

Købmandsuddannelse

Købmandstalentet i Gudme får nu mulighed for at udvikle sit købmandskab, da han netop er begyndt på Dagrofas købmandsuddannelse, hvor han i teori og praksis skal fordybe sig i ledelse, økonomi, drift og personlig selvindsigt.

Martin Pellegård, der er udlært i SPAR Snøde på Langeland og har været souschef i SPAR Ebberup, håber, at økonomien fortsat udvikler sig positivt, så han kan med tiden kan blive selvstændig købmand i butikken.

Baggrunden for at Gudme har fået en borgerbutik skyldes, at den tidligere købmand gik konkurs. Herefter gik borgerne sammen om at genåbne butikken.

Der blev nedsat en borgergruppe med bl.a. den lokale ildsjæl Annika Brandt i spidsen. Undervejs besluttede Karin Hansen og Charlotte Høyer Jensen at stille op som butikkens købmand. Og med entreprenør Flemming Pedersen som facilitator lykkedes det at få stiftet et anpartsselskab, der ejer et moderniseret butiksanlæg og lejer ejendommen af en pensioneret købmand.

Købmand Martin Pellegård og salgsassistent Karin Hansen tror på, at de sammen med medarbejdere kan gøre Min Købmand i Gudme til en god forretning for de lokale og medarbejderne. Foto: Flemming Effersøe
Salgsglæde og masser af varer har pustet nyt liv i borgerbutikken i Gudme.

Del:

RELATEREDE NYHEDER

Nyhedsbrevet for selvstændige købmænd: