Spring til indhold

POLITIK OG HOLDNINGER

Planloven

Den kommunale planlægning for detailhandel har væsentlig betydning for beskæftigelse og den økonomiske udvikling i landet og for de enkelte områder. Den lokale planlægning skal medvirke til at sikre liv i byerne.

Men udviklingen går den modsatte vej, og der er generelt blevet færre dagligvarebutikker i Danmark.

En af hovedårsagerne til nedgangen i butikker i bymidterne er kommunernes muligheder for at etablere og udvide såkaldte ”aflastningsområder” uden for bymidterne.

Vurderingen ved indførelsen af en udvidet adgang til etablering af aflastningsområder i 2017 var, at det var relevant et mindre antal steder, hvor bymidten skulle aflastes – men områderne skulle ikke konkurrere med bymidterne.

Virkeligheden har imidlertid vist sig at være en anden, og siden 2017 er der blevet udlagt ganske store arealer som aflastningsområder.

Redegørelse for udviklingen i kommunernes detailhandelsplanlægning 2025

Det fremgår af Plan- og Landdistriktsstyrelsens nyste redegørelse, at der i alt er udlagt 83 aflastningsområder i landets 98 kommuner – og i 64 kommuner uden for hovedstadsområdet er der udlagt i alt 77 aflastningsområder.

Der er i alt udlagt ca. 2.400.00 m2 butiksareal i de 77 aflastningsområder uden for hovedstadsområdet og knap 400.000 m2 butiksareal i de seks aflastningsområder i hovedstadsområdet.

Siden 2021 er der udlagt ca. 20 nye aflastningsområder i byer med 4.000 – 20.000 indbyggere.

I flere af de mellemstore byer udlægger kommunerne op til flere aflastningsområder i byen på forskellige lokationer. Nogle af disse aflastningsområder er, i modsætning med intentionen med reglerne, udlagt til én eller få butikker. Dette kan medføre en uhensigtsmæssig spredning af butiksforsyningen og få negative konsekvenser for forbrugernes varetilgængelighed og transportafstande til indkøb samt for dagligvareaktørernes investeringssikkerhed.

Særligt i de større byer med 20.000 til 100.000 indbyggere udlægger kommunerne mange aflastningsområder. Aflastningsområderne i disse byer er i gennemsnit 25 pct. større end bymidten i disse byer målt på det planlagte maksimale butiksareal i området. Det kan medvirke til at trække handel ud af bymidterne.

Konklusionen i Plan- og Landdistriktsstyrelsens redegørelse er, at der samlet ses en udvikling, hvor kommunernes planlægning for flere og større butikker i områder uden for bymidten medfører en funktionsudtømning af bymidten.

DSKs holdning
DSK ser gerne, at der indføres et stop for udlægning af nye og udvidelse af eksisterende aflastningsområder, så der ikke sker en ”udsivning” af aktiviteter fra bymidterne, som vi desværre ser i rigtigt mange kommuner.

Alternativt bør der indføres et flerårigt stop for udlægning af nye og udvidelse af eksisterende aflastningsområder.

Nyhedsbrevet for selvstændige købmænd: