Spring til indhold
Søg
Close this search box.

Ny prognose: Discountbutik taber pusten

Dagligvaremarkedet stiger til 126 mia. kr. ekskl. moms i 2025.  Der blev givet gaver til dagligvarebutikkerne på Stockmanns Julekonference på Arken, hvor mere end 100 gæster med tilknytning til dagligvarehandlen

Dagligvaremarkedet stiger til 126 mia. kr. ekskl. moms i 2025. 

Der blev givet gaver til dagligvarebutikkerne på Stockmanns Julekonference på Arken, hvor mere end 100 gæster med tilknytning til dagligvarehandlen for nylig var samlet for at høre adm. direktør Henning Bahr, Retail Institute Scandinavia fremlægge en ny prognose.

Der bliver samlet set tre mia. kr. mere at kæmpe om, så den totale sektor med dagligvarer og convenience får 126 mia. kr. ekskl. moms mod 123,1 mia. kr. i 2016. Ifølge prognosen taber convenience-sektoren en anelse terræn, så dagligvarebutikker kan høste ekstra 4,5 mia. kr.

Det skyldes især ændringer i rammevilkår i form af lukkelov og planlov og innovation i form af teknologi og brancheglidning.

De seneste 10 år har dagligvaresektoren måtte vinke farvel til ni pct. af sine butikker, men danskerne kan fortsat handle i næsten 2.900 butikker.

– Det sikrer et finmasket butiksnet – også i Udkantsdanmark – og skyldes naturligvis, at flere af de seks lavpriskæder også har etableret sig i og udenfor stationsbyer, havnebyer m.v. over hele landet, siger Henning Bahr.

I løbet af de næste ti år forventes butiksantallet i dagligvaresektoren fortsat at falde med yderligere fem pct. Retail Institute Scandinavia forudser, at det især rammer nærbutikker og i nogen grad mindre supermarkeder.

Også etableringen af nye discountbutikker har Retail Institute Scandinavia reduceret forventningerne til. I 2015-prognosen lød det, at antallet af danske discountbutikker ville stige med 180 og nå 1.750 i 2025. Nu lyder forudsigelsen, at antallet kun vokser til 1.665 mod 1.588 i 2015.

REMA 1000 ser ud til at bliver den store vinder blandt de store dagligvarekæder. Ifølge prognosen vil REMA 1000 øge markedsandelen fra 11,1 pct. til 12,9 pct. Kæden ventes at nå 350 butikker i 2025.

– REMA 1000 har skabt en unik vinderkultur, der er blevet selvforstærkende i de senere år. Kæden ventes at udbygge sortimentet med flere ferskvarer, så de bliver endnu bedre til at dække forbrugernes behov – også i weekenden, siger Henning Bahr.

Med den forventede vækst vil REMA 1000 overhale købmandskoncernen Dagrofa, som ifølge prognosen vil tabe markedsandele og lander på 12,2 pct. i 2015. Det er især de mindre butikker i kæderne Min Købmand og SPAR, der kommer til at lukke butikker.

Retail Institute Scandinavia udelukker dog ikke, at købmændene i den frie sektor kan overraske.

– Hvis det lykkes at skabe en vinderkultur i kæderne MENY og KIWI, kan Dagrofa komme til at klare sig væsentligt bedre, siger Henning Bahr.

Dagrofas koncernchef Per Thau erkendte, at købmændene hidtil havde tabt markedsandele som følge af uklare koncepter og en historisk fokus på at være grossist.

Men siden 2013 er der ryddet op i kæderne, og der er etableret et servicekontor i Ringsted med fokus på købmændenes behov. Samtidig har lancering af MENY i maj 2015 og en relancering af SPAR i år samt positiv udvikling af KIWI med blandt andet gode indikationer i forbindelse med franchise sikret Dagrofa en stabilisering på markedet og endda vundet markedsandele med MENY.

Dertil kommer samspillet med Catering Engros, der kan understøtte Dagrofas vision om at gøre MENY til Danmarks bedste fødevaremarked.

– Købmænd, koncepter og medarbejderne er vores bedste våben i konkurrencen. Og internt i vores organisation fortæller jeg, at det er min drøm at fordoble markedsandelen over en 20-årig periode. Vi kan blot skæve til ICA i Sverige, der på mange måder minder som os. De har halvdelen af markedet takket være dygtige købmænd med fokus på det lokale og et stærkt servicekontor, siger Per Thau.

http://www.retailinstitute.dk/Stockmann/Publikationer/Dagligvareprognosen.aspx

Se flere billeder fra konferencen på DSKs facebookside.

 

Per Thau, koncernchef i Dagrofa, har været en del af Dagrofa siden 2010, hvor han blev ansat som Indkøbs- og kategoridirektør i Dagrofa Logistik. Per Thau har tidligere været ansat i Unilever og Coop og sidder i dag i bestyrelsen i bl.a. Dansk Erhverv. På Stockmanns Julekonference fortalte han om Dagrofas forandringsrejse, som han har haft ansvaret for siden 2013. Her ses Per Thau (nr. 2 fra venstre), mens han lytter til et oplæg fra konkurrenten i Kvickly.

Søren Steffensen, kædedirektør I Irma, har hidtil været kædedirektør for Kvickly og stået i spidsen for kædens markante turn around. Tidligere har han bl.a. arbejdet i Ecco og efterfølgende som Nordic CEO i Triumph. På Stockmanns Julekonference fortalte han, hvordan han på godt et år forbedrede kædens indtjening med over 100 mio. kr. ved at fokusere på bruttoavancen og kritisk gennemgå porteføljen af huslejer.

 

Del:

RELATEREDE NYHEDER

Nyhedsbrevet for selvstændige købmænd: