Spring til indhold
Søg
Close this search box.

Ny borgerbutik på vej til Stenderup

”Butiksdoktor” Finn Korsholm giver topkarakter til projektgruppen bag ny købmandsbutik som afløser for Dagli’Brugsen Borgerne i Stenderup øst for Hedensted har set sig lune på Min Købmand. Og en ny

”Butiksdoktor” Finn Korsholm giver topkarakter til projektgruppen bag ny købmandsbutik som afløser for Dagli’Brugsen

Borgerne i Stenderup øst for Hedensted har set sig lune på Min Købmand. Og en ny købmand vil ifølge den selvstændige butikskonsulent Finn Korsholm komme til at arbejde tæt sammen med en professionel gruppe af lokale ildsjæle. Butikken kan allerede åbne 1. maj i lokaler, som hidtil har været ramme om Dagli’Brugsen.

Tirsdag aften i denne uge var Finn Korsholm inviteret til borgermøde i Stenderup Forsamlingshus. Her var 150 mødt op for at høre arbejdsgruppen fortælle om planerne for en ny købmandsbutik. Efter mødet ser han gode muligheder for, at byen også i fremtiden vil have en dagligvarebutik. Og ikke mindst en fremtidssikret butik.

Finn Korsholm har som selvstændig ”butiksdoktor” de seneste år været med til at genåbne en række dagligvarebutikker som LetKøb, Min Købmand eller SPAR i mindre bysamfund:

– Der er en stigende vilje til at gøre en forskel lokalt, hvor borgere er gået sammen om at rejse finansiering til butikslokale, inventar og har lagt en masse frivillige timer i at modernisere og vedligeholde butiksanlægget. Og i flere tilfælde hjælpe til med opfyldning af varer.

Godt gennemarbejdet forslag

Finn Korsholm mener, at borgerne i Stenderup har gode kort på hånden, hvis de vælger en købmand, som forstår at bygge butikken rigtig op og være synlig i butikken og lokalsamfundet. Han har lovet at være på udkig efter egnede kandidater.

– Arbejdsgruppen var ekstremt velforberedt til borgermødet i forsamlingshuset, hvor den fik tilsagn om de første 300.000 kroner i form af butiksanparter, oplyser Finn Korsholm.

Han har forud for borgermødet klædt arbejdsgruppen på med udkast til investeringer i inventar og beregning af omkostninger ved opstart af drift i butikken. Den 67-årige ”butiksdoktor” trækker på mange års erfaring som både uddeler og købmand, kædechef i JACO-gruppen og bl.a. underviser på handelsskolen.

Det var Finn Korsholms medvirken i en tv-udsendelse, som sendte borgergruppen på sporet af butiksdoktoren.

– De fandt mig i borgerbutikken i Hylke ved Skanderborg, hvor jeg var i færd med at hjælpe købmanden med et vareoplæg, space og sortiment, fortæller Finn Korsholm.

Omsætning på op mod 10 mio. kr.

Butikken i Stenderup kan realiseres, når der er indsamlet op mod en million kroner. Omkring halvdelen af beløbet ventes at komme fra fonde.

– Jeg er sikker på, at de lokale nok skal købe anparter for yderligere 300.000 kroner, inden fristen udløber den 4. marts. Vi ved nemlig af erfaring, at man kan trække 50.000-280.000 kr. fra husets værdi, hvis der ingen købmand er. Og hvad med skolen, når ingen unge har lyst til at flytte til byen, spørger Finn Korsholm.

Forud for mødet i forsamlingshuset har Finn Korsholm kørt rundt i lokalområdet for at vurdere potentialet for en butik i kæden Min Købmand. Med omkringliggende landsbyer uden dagligvarebutikker anser han det for realistisk, at en dygtig købmand med støtte fra borgergruppen hurtigt vil kunne nå en omsætning på tæt ved 10 mio. kr. årligt.

Så mens Dagli’Brugsen er ved at lukke ned for sin forretning – fremskyndet af den tabte handel med det lukkede statsfængsel Møgelkær – tyder alt på, at Stenderup bliver den næste i rækken af landsbyer, der køber sig til en købmand, der lejer sig ind i et butikslokale ejet af de lokale.

Daugård som rollemodel

Situationen i Stenderup har paralleller til Daugård syd for Hedensted, der var i samme situation for næsten to år siden. Her fik udsigten til at miste byens eneste indkøbsmulighed også borgene på barrikaderne.

Mareridtet i Daugård, som endte med en lykkelig slutning, blev oprullet af byrådsmedlem Jacob Ejs (S) fra den daværende arbejdsgruppe. Han fortalte, at mange ikke troede på det, og halvdelen af byen havde allerede indstillet sig på at skulle køre til Hedensted for at handle.

Men lokale ildsjæle ville det anderledes og med den dynamiske købmandsduo, brødrene Allan Kring Bülow og Brian Hedegaard, har Daugård bevist, at det betaler sig at handle lokalt. Både i overført og direkte betydning.

En håndfuld ildsjæle, de to unge købmandsbrødre, en masse frivillige og et aktivt foreningsliv har tilsammen skabt rammerne for et lokalsamfund, hvor sammenhængskraften holder liv i den lokale dagligvarebutik. Byens borgerbutik gennemført sit første hele driftsår og har indkasseret et overskud på 100.000 kr.

Den 67-årige selvstændige butikskonsulent Finn Korsholm er blevet kendt som en butiksdoktor, der hjælper borgergrupper med den medicin, der kan kurere butiksdøden og medvirke til at bevare byens sidste dagligvarebutik.

Del:

RELATEREDE NYHEDER

Billedet viser en mindre købmandsbutik i en mindre by i landdistrikterne
Debatindlæg

Landsbyers livsnerver er truede

En del af vores landdistrikter står over for store udfordringer som butiksdød og fraflytning, men også med unikke muligheder for udvikling og vækst.

Nyhedsbrevet for selvstændige købmænd: