Fødevareminister Mogens Jensen vil bruge en ny national madspildsdag til at engagere danskerne i at mindske deres madspild
Den 29. september bliver Danmarks første officielle madspildsdag. Mindre madspild skal ifølge fødevareminister Mogens Jensen højere op på danskernes dagsorden.
For første gang vil dagligvarehandel, foreninger og forbrugere samme dag sætte fokus på, hvordan både børn og voksne, forbrugere og professionelle kan hjælpe med at mindske det madspild, der bl.a. sker i de danske hjem.
Datoen er den samme som FN’s internationale madspildsdag United Nations International Day of Awareness of Food Loss and Waste (IDAFLW), hvor verdens lande opfordres til at sætte fokus på forebyggelse og reduktion af det enorme madspild og fødevaretab, der i dag sker globalt.
– Vi forbrugere står for en tredjedel af det samlede madspild i Danmark. Dét skal vi gøre noget ved – og vi kan alle sammen være med til at gøre noget for at redde mere af al den gode mad, der i dag ender i skraldespanden, siger Mogens Jensen.
I december 2019 modtog ministeren 10 anbefalinger fra Tænketanken om Forebyggelse af Madspild og Fødevaretab ONE\THIRD til mulige løsninger, der kan nedbringe madspild og fødevaretab, herunder en anbefaling om at lancere en årligt tilbagevendende national madspildsdag.
Regeringen vil søsætte flere initiativer for at reducere madspildet – blandt andet på baggrund af anbefalingerne fra tænketanken og klimapartnerskaberne.