Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen, V, er klar til at se på reglerne for unges arbejde i detailhandelen
De nuværende regler for unges arbejde i butikkerne er uklare og ufleksible. Derfor er beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen, V, parat til at drøfte reglerne for unges arbejde i blandt andet dagligvarebutikker.
Det var meldingen til DSK’s adm. direktør John Wagner og vicedirektør Claus Bøgelund Nielsen på et møde fredag, der blev afholdt efter ønske fra ministeren.
Dansk dagligvarehandel er under et den absolut største ”første arbejdsplads” for unge mennesker.
– Rigtig mange unge har deres første job i en dagligvarebutik. Derfor skal butikkerne være gode arbejdspladser, så vi både får dækket behovet for arbejdskraft og samtidig er et karrierevalg for de unge, der vælger en erhvervsuddannelse, siger Claus Bøgelund Nielsen.
Han peger på, at det vil være meget hjælpsomt for butikkerne, hvis der kan skabes større klarhed over, hvad de unge konkret må beskæftige med.
Lettere ekspedition, lettere rengøring og lettere arbejde er alt for upræcist. DSK mener, at der er brug for noget informationsmateriale fra myndighederne, der kan læses og forstås i den enkelte butik.
– Vi ser også gerne, at reglen om maksimalt to timers arbejde på skoledage for unge til og med 9. klasse liberaliseres, hvis det er foreneligt med EU-reglerne. Beskyttelsen af de unge kan sikres ved at fastholde reglen om maksimalt 12 timers arbejde om ugen i uger med undervisning, siger Claus Bøgelund Nielsen og tilføjer, at to timer om dagen er ufleksibelt for både den unge og for arbejdsgiveren.
Ministeren lyttede meget interesseret til DSK’s forslag og vil vende tilbage i begyndelsen af det nye år.