Nyheder

Lokale ildsjæle har fået deres egen købmand

28. januar 2019
             
    

Min Købmand er ”Vores Købmand i Daugård” ved Vejle, hvor de lokale og idrætsforeningen har sikret byens dagligvarebutik med anparter for 800.000 kroner 

I Daugård ved Vejle har en håndfuld ildsjæle, to unge købmandsbrødre, en masse frivillige og et aktivt foreningsliv skabt rammerne for et lokalsamfund, hvor sammenhængskraften holder liv i den lokale dagligvarebutik. Byens borgerbutik har nu gennemført sit første hele driftsår og har indkasseret et overskud på 100.000 kr.

”Købmandens venner” står bag butikken og har twistet kædenavnet ”Min Købmand” til ”Vores købmand i Daugård”. Foreningens primære formål har været at etablere de fysiske rammer for drift af en dagligvarebutik i Daugård.

”Købmandens venner” har samlet penge til inventar og lejer et forretningslokale af Louis Høffner, der tidligere var købmand i byen. Han lejede butikken ud til en anden købmand i fem år, som i foråret 2017 måtte lukke med en truende konkurs i horisonten.

Med bare 10 km til Bilka i Vejle og fem km til REMA 1000 i Hedensted skulle der ske noget ekstraordinært for at få råd til at investere i en nødvendig modernisering af butikken.

Efter et borgermøde valgte 500 at købe andelsbeviser på minimum 1.250 kroner stykket. Og idrætsforeningen lagde 200.000 kroner oveni, så der i alt var 800.000 kr. til en ny begyndelse.

Den 31-årige købmand Allan Kring Bülow med en fortid i KIWI Løsning havde bl.a. i Hedensted Avis læst om planerne om borgerbutikken og blev grebet af de lokales entusiasme og havde samtidig en personlig drøm om at kunne være købmand med stor frihed til at planlægge og udvikle sortiment, markedsføring og medarbejdere.

Siden butikkens genåbning den 2. december 2017 har han forpagtet anlægget og driver Min Købmand i et tæt parløb med sin yngre bror, den 29-årige Brian Hedegaard.

Han nyder friheden som købmand. Og med en søn på knap to år og en datter på vej gælder det om at planlægge sit arbejdsliv, så der også er plads til familien. Der er indtil videre lykkes i tæt samspil med broderen, der har en datter på fem år.

2.100 synes godt om

”Købmandens venner” kan i det omfang, det vurderes relevant af de lokale brugere af butikken og dens driftsledelse, også fungerer som støtte og sparringspartner for købmanden.

– Jeg behøver ikke at tænke på at få ryddet sne, slået græs eller pudset vinduer. Den lokale storbonde, som også er blandt byens fem hardcore ildsjæle, sender en mand med traktor, så snart der skal ryddes sne, fortæller Allan Kring Bülow.

Udover det inventar, som Allan Kring Bülow fik lov at købe billigt fra en lukket KIWI på Sjælland, er der investeret i nye elinstallationer, køle- og frysemøbler og køleanlæg.

Købmandens facebookside ”Min købmand – Daugård” har næste 2.100 ”synes godt om” i en by med 1.100 beboere. Sammen med facebooksiden ”Daugård Lokalråd”, der har 330 ”synes godt om”, udgør den krumtappen i kommunikationen med de lokale og styrker samlet set sammenhængskraften i byen.

Daugård Lokalråd har som formål at skabe et levende lokalsamfund gennem en synlig stemme overfor de politiske beslutninger, der har betydning for lokalområdet.

Lokalrådet gør det også muligt at opnå økonomisk støtte til fælles projekter og skabe et fælles fundament for byens udvikling på tværs af institutioner, erhvervsliv og borgere.

En sejr for fællesskabet

En milepæl for lokalrådet blev sat med et opslag på Facebook om den nye købmandsbutik, der kunne åbne i december 2017:

”I dag har fællesskabet sejret i Daugård, og vi slår dørene op til en helt ny købmandsbutik. Hvem havde turdet tro på det i foråret? Men viljen, sammenholdet og drivkraften har vundet i en sådan grad, at Daugård i den grad er blevet sat på landkortet. Vi stod sammen som by, startede en ny forening, samlede over 800.000 kr. ind, fandt en ildsjæl af en købmand – og fik i den grad sat gang i alle de frivillige hænder”.

De positive takter for fællesskabet og sammenhængskraften fortsatte i 2018 med etablering af ny skaterbane og en overdækket bålplads ved børnehavens nye madpakkehus.

– Der er projekter, som kun lykkedes takket væres vores ”Borgerbudget” og stærke lokale ildsjæle, som brændte for at få projekterne til at lykkes, skriver lokalrådet i en nytårshilsen og glæder sig over, at der også bliver anlagt en cykelsti mellem Daugård og Hedensted og asfalteret parkering ved multihallen.

Første hele driftsår

Den 1. januar i år holdt butikken lukket for at gøre status, tælle varelageret og forberede sig på et nyt år.

I en livevideo på butikkens Facebook, der har fået over 1.000 visninger, 55 synes godt om og 10 kommentarer, kommer kunderne alligevel ind i den nytårslukkede butik sammen med Brian Hedegaard:

”I tror nok, at vi sover en brandert ud hjemme på sofaen. Men vi har travlt med at tælle hver eneste pose chips og pakke toiletpapir, så vi kan afsluttet årets regnskab og gøre butikken klar til morgen, hvor vi åbner klokken 8. Vi kunne selvfølgelig godt have holdt åbent i dag, men så ville det have taget os fire dage at tælle alle varerne”.

På de 300 salgskvadratmeter er der ikke mindre en 3.400 varenumre. Og siden de to købmandsbrødre rykkede ind på butiksgulvet sammen med en fuldtidsassistent, tre fleksjobbere og 15 ungarbejdere er butikken blevet udviklet til en rational salgsmaskine med primær fokus på en overskuelig eksponering af varer på hylder med elektroniske hyldeforkanter.

– Vi forsøgte med salg på kvartpaller og dynamiske vareudstillinger. Men kunderne foretrækker en overskuelig butik og en fast placering af varerne. Samtidig har vi skruet op for udvalget af økologiske, vegetar og veganske varer. Dertil kommer et stort salg af kolde drikkevarer, to go og herunder et stort salg af pølsehorn takket være den nærliggende efterskole, fortæller Allan Kring Bülow.

Også en særlig skarp fredagspris på vej selv slik giver mange kunder i butikken.

 

– Vi har fire til fem opslag om ugen på Facebook, fordi digital markedsføring er den billigste og hurtigste vej til vores lokale kunder. Ja-tak tilbud på Facebook er blevet så stort, at vi har oprettet en særlige hjemmeside, hvor kunderne betaler for varen, inden de henter den i butikken, fortæller Allan Kring Bülow.

Knækkede koden til Facebook

Han knækkede koden til Facebook, da han i løbet af to år forvandlede KIWI i Løsning fra udfordret butik til en veldrevet lokal discountbutik:

– Jeg er født og opvokset i byen. Så jeg havde et stærkt lokalkendskab og stort netværk, hvad jeg bl.a. fik aktiveret som følgere på butikkens Facebookside.

– Gennembruddet kom efter, at skraldere havde tømt butikkens container for 200 pakker ris, der var blevet kasseret, da producenten af risene havde fundet ekskrementer fra skadedyr i deres produktionshal.

Efter episoden valgte Allan Bülow Kring at poste en besked via butikkens Facebookside, hvor han beskrev situationen og appellerede alle til at lade informationen om pakkerne med ris gå videre i håbet om, at beskeden ville nå frem til skraldere.

– I princippet kunne jeg jo være helt ligeglad. Men tanken om, at nogen kunne risikere at blive syge af risene, var bekymrende, siger Allan Kring Bülow.

Fra Fødevarestyrelsen og Hedensted Kommune var vurderingen, at butikker ikke behøver at aflåse deres bioaffald, hvorfor han allerede havde gjort mere, end han behøvede i sagen.

Populariteten voksede, da Allan besluttede at puttede kasserede fødevarer i sække med en besked udenpå til skralderne. Via Facebook appellerede han til skralderne om at lukke affaldslågene efter sig for at undgå uventet besøg af rotter. Det gav en positiv storm på Facebook.

Købmand Alla Kring Bülow har fokus på udvikling og ledelsen, mens de to år yngre bror Brian Hedegaard har fokus på salg og drift. Dette parløb har sikre en god start for den borgerejede købmandsbutik i Daugård ved Vejle. Fotos: Flemming Effersøe

 

Nærvær, engagement og ægte interesse for sine kunders behov, ve og vel er købmandens vigtigste dyd i kampen mod hypermarked og strømlinede discountbutikker. Allan Kring Bülow har set opskriften på væggen og synes godt om ”Købmanden på sociale medier”. Det er en digital drejebog, som De Samvirkende Købmænd har udviklet til sine medlemmer.