Nyheder

Kvinde-duo er den nye købmand i Gudme

5. oktober 2018
             
    
Købmand Charlotte Høyer Jensens tre børn kunne klippe den røde snor, inden de skulle i skole.

Karin Hansen og Charlotte Høyer Jensen bliver fejret som helte i den sydfynske landsby, hvor Min Købmand i morges klokken 7 genåbnede med et festprogram for hele dagen

 

Hele to røde snore skulle klippes af Mads, 14, Maria, 10, og Sebastian,7, da deres mor og nyslået købmand Charlotte Høyer Jensen, 40, sammen med den erfarne salgsassistent og ligeledes nyslået købmand Karin Hansen kunne byde kunderne og byens borgere velkommen til deres egen butik betalt med anparter.

Det blev startskuddet til en festlig dag i Gudme med gratis kaffe og rundstykker og underholdning helt frem til lukketid i aften kl. 21. Normal lukketid er klokken 19.

Forud er gået en hektisk sommer, hvor de to nye købmænd i to forsøg har kæmpet for at få byens borgere til at skyde penge i en genåbning af butikken, der var gået konkurs den 1. juni.

Da direktør Flemming Pedersen fra Vejstrup Machine Control i andet forsøg valgte at gå med i en redningsaktion og investererede penge, tid og finansiel ekspertise i projektet, blev der hurtigt indsamlet knap én million kroner via salg af anparter, borgerlån og sponsorater.

Det åbnede for et samarbejde med Dagrofa om samhandel gennem kæden Min Købmand og udvikling af sortimentet. Ejendommen blev moderniseret med de lokale penge og lokale frivillige kræfter, så de to nye købmand har kunnet leje sig ind i et rationelt butiksanlæg med nye el-installationer, leasede køle- og frysemøbler og butiksinventar (købt af Højlund Mølle) fra den nedlagte KIWI-kæde.

Ny købmand på 1. salen

Også 1. salen er blevet moderniseret af udlejer Søren Schou Sørensen, så familien Høyer Jensen i sidste weekend kunne flytte ind med tre børn, der som plaster på såret efter en lang, travl sommer får hver deres værelse. Deres mor har nemlig måtte arbejde tæt på døgndrift for at kunne genåbne butikken.

– Jeg kom til Gudme fra Faaborg for et år siden og har altid passet børn enten i dagplejen eller institution. Det var i længden for langt at køre til Faaborg, så jeg søgte nyt job tættere på Gudme. Den daværende købmand Thomas Fabricius kunne godt bruge mig, selv om jeg ikke havde erfaring med butikslivet. Min mentor blev min nye kollega Karin Hansen, som var utroligt hjælpsom og i det hele taget fik mig til at føle mig godt tilpas i Gudme, fortæller Charlotte Høyer Jensen.

Selv spøger Karin Hansen med, at hun gennem 33 år i butikken, under købmændene Henning Christensen, Søren Schou Sørensen og senest Thomas Fabricius, var blevet en fast del af inventaret og ”afskrevet” i bogholderiet. Nu skal det immaterielle aktiv i form af goodwill hos kunderne veksles til ny fremgang for butikken.

Karin Hansen har selv to voksne børn; Andreas født i 1984 og Berit født i 1989.

– Da jeg var gravid første gang, arbejdede jeg i Svendborg, hvad der ikke lige var sagen med en nyfødt søn. Så jeg bad om at blive fyret, men fik ikke lov at gå ledig ret længde, da købmand Henning Christensen spottede mig som kunde i butikken på tidspunkter af dagen, hvor der normalt ikke kommer så mange kunder. Det blev min skæbne.

Liv i byen igen

Der er store forventninger til den nye købmandsduo, hvor Charlotte har gjort sig bemærket med charme, nysgerrighed og entusiasme, mens Karin er den erfarne, der kender kunderne næsten som var det hendes egen familie og samtidig har styr på rytmer og rutiner i en dagligvarebutik.

Da Min Købmand lukkede ultimo maj, døde en del af det sociale liv i Gudme, mener flere af byens borgere, som derfor er glade for, at butikken åbner igen.

Benny Kusmiak siger til Fyens Stiftstidende, at ”det er alletiders, at butikken åbner igen. Den har været savnet af alle de ældre, som er dårligt gående, og jeg har også selv savnet den, selv om jeg har bil. Den har også været en form for socialt samlingssted lige midt i byen, hvor man fik de nye historier og fik at vide, hvis nogen var gået bort – inden det stod i avisen. Gudme har været noget død de sidste tre-fire måneder, så det er et stort plus, at vi får købmanden tilbage, og jeg håber, at pigerne får gang i den. ”

Arbejdsgruppen

Fragtmanden Jan Finn Jensen forsøgte i umiddelbar forlængelse af konkursen at få lokalbefolkningen til at yde borgerlån, så butikken kunne fortsætte. Han trak sig, da det kun lykkedes at indsamle 830.000 kr. Målet var mellem 1 og 1,2 millioner kroner.

Efterfølgende blev der nedsat en borgergruppe, som arbejdede videre på at få genåbnet butikken. Undervejs besluttede Karin Hansen og Charlotte Høyer Jensen at stille op som butikkens købmand. Og med Flemming Pedersen som facilitator lykkedes det at få stiftet et anpartsselskab, der ejer butiksanlægget. Annika Nøhr Brandt var med i arbejdsgruppen fra start og har ligeledes bidraget med meget erfaring fra sin selvstændige virksomhed.

Samtidig har Postnord åbnet en postbutik i Gudme hos Min Købmand, hvad der ifølge en pressemeddelelse fra distriktschef Anette Hansen i Postnord har ”en kæmpe betydning for borgerne og erhvervslivet i Gudme-området, som dermed også fremadrettet er sikret en god, lokal postservice”.

Erhvervsmanden Flemming Pedersen var med til at skabe rammerne for det nye anpartsselskab, der ejer butikken i Gudme. Foto: Flemming Effersøe