Nyheder

Købmandssøn i spidsen for MENY i Lyngby

29. juni 2017
             
    

Den 42-årige Mikael Lindegaard Kristiansen har vendt nonfood ryggen og sætter alt ind på at skabe et nyt madmekka i Nordsjælland

 Et nyt indgangsparti til MENY på Lyngby Hovedgade byder nu kunderne velkommen til et topmoderne supermarked par terre. Fra den befærdede strøggade fører en rulletrappe kunderne ned til en åben og lys butik, hvor en stor frugt- og grøntafdeling og en lang brøddisk fra Farumhus Bageri byder velkommen.

– Når vi får en lyskasse med MENY-logoet op i vindfanget, bliver det nemt at finde os, uanset om man kigger op til os fra stationen eller kommer fra hovedgaden, siger Mikael Lindegaard Kristiansen.

Han overtog butikken den 1. maj efter købmand Carsten Bülow, der med en fortid hos Carlsberg skiftede til et job som key account manager på Nørrebro Bryghus.

– Carsten havde taget den store tørn med ombygningen og renovering af selve butikken i efteråret, hvor den var lukket i 13 uger. Så for mig er det som at sætte sig ind i en helt ny bil. Oven i købet er parkeringskælderen med plads til over 100 biler også moderniseret, fortæller Mikael Lindegaard Kristiansen.

Det er en erfaren købmand, der nu har overtaget ansvaret for ca. 75 medarbejdere og en forretning, der skal være Dagrofas nye MENY-flagskib i Nordsjælland.

– Butikken har potentiale til en 3-cifret millionomsætning. Den ligger i et særdeles spændende område med mange købestærke kunder. Nu er det op til mig og mine medarbejdere at leve MENY-konceptet, så kunderne kan mærke og opleve det. Ingen af vores nærmeste konkurrenter kan tilbyde kunderne betjente ferskvareafdelinger. Her kommer vi virkelig til at gøre en forskel, siger Mikael Lindegaard Kristiansen.

Han kommer fra en stilling som kædedirektør i Hvidt og Frit Hvidevarer og har tidligere været 13 år i Dansk Supermarked og 8 år hos Coop.

– Jeg er vokset op i en købmandsbutik.  Min far Kaj Kristiansen havde VIVO-supermarked i Middelfart. Da han solgte butikken til Dansk Supermarked, fortsatte han som slagter i Føtex i 23 år. Jeg begyndte min karriere i Føtex Fredericia som vognskubber og flaskedreng. Jeg kom siden i lære i Føtex i Kolding.

Men i mange år var det ikke kolonial, som blev omdrejningspunktet for købmandssønnens karriere i dansk dagligvarehandel med afstikker til udvalgsvarehandlen hos Debenhams og Hvidt og Frit Hvidevarer.

– I forskellige jobs har jeg haft ansvaret for nonfood i Coop og Dansk Supermarked. Med den erfaring i bagagen forudser jeg, at der om fem kun vil være hypermarkeder og supermarkeder bortset fra discount- og nærbutikker.

– De traditionelle varehuse har svært ved at drive nonfood rentabelt; men hænger på kvadratmeterne. Her står MENY som rendyrket supermarked med betjente ferskvareafdelinger i en gunstig position. Kombinationen af købmandskabet og et stærkt brand som madmarked rummer et meget stort potentiale, som lige nu slår igennem på markedet, siger Mikael Lindegaard Kristiansen, der glæder sig over, at han kan vende nonfood ryggen og helt og holdent koncentrere sig om at gøre MENY til hele Danmarks madmarked.

MENY-butikken i Lyngby bygger desuden på en stolt historie. For snart 20 år siden indrettede købmand Niels Jørgen Soldbro på samme adresse sin nye flagskibsbutik i ISOkæden i Lyngby.

 

Vinafdelingen matcher feinsmeckere og de mest kræsne smagsløg. Udvalget er omfattende, og den ansvarlige i vinafdelingen Kenneth Norling er uddannet international Somelier.

 

Tidligere holdt slagteren til i et lokale oven på forretningen. Nu kan man både møde ham og kollegerne fra fiske- og osteafdelingen i forretningen, hvor man kan se dem stå og arbejde. Det betyder, at der altid er mulighed for at få råd og vejledning til nye smagsoplevelser og tilberedning.

 

Lyngby er et indkøbsmekka for folk, der bor i Nordsjælland. Byen har et stort udbud af indkøbsmuligheder lige fra Lyngby Storcenter og stormagasinet Magasin du Nord og interiørbutikken Fog til en myldrende hovedgade med modebutikker og specialbutikker med fødevarer – samt adskillige dagligvarebutikker.