Spring til indhold
Søg
Close this search box.

Købmandens venner syer genbrugsposer af stof

Købmand Bodil Osther er omdrejningspunktet for kampen mod plastik på Hindsholm på Nordøstfyn Caféen på førstesalen over Min Købmand i Mesinge på Hindsholm bliver en lørdag i hver måned forvandlet

Købmand Bodil Osther er omdrejningspunktet for kampen mod plastik på Hindsholm på Nordøstfyn

Købmand Bodil Osther.

Caféen på førstesalen over Min Købmand i Mesinge på Hindsholm bliver en lørdag i hver måned forvandlet til en livlig systue, hvor lokalområdets – ofte modne – kvinder samles for at sy indkøbsposer af genbrugsstof.

På et år har de frivillige syersker produceret 1.000 stofposer, som kunderne i butikken under caféen kan få udleveret som en slags belønning, når der afholdes særlige lørdagsevents, hvor man eksempelvis kan blive mødt af købmanden, som siger, at man skal aflevere en vittighed ved kassen eller købe bestemte varer med en grøn profil.

Indkøbsposerne er udstyret med et logo – designet af en lokal arkitekt – så poserne både markedsfører Hindsholm som plastikfri og områdets sidste dagligvarebutik. Den kan næste år fejre 25-års jubilæum med købmandsægteparret Bodil og Carsten Osther som ejere.

 

For syv år siden rasede stormen Bodil og skyllede enorme mængder plastik op på strandene i det ellers så naturskønne Hindsholm på Nordfyn. Det blev ved skæbnens gunst navnesøsteren Bodil i Min Købmand, som blev samlingspunktet om en oprydningsaktion.

Det har siden udviklet sig til en tradition med ”havfaldsindsamling”, der hvert forår bliver markedsført sammen med Danmarks Naturfredningsforenings landsdækkende forårsindsamling af affald.

På affaldsindsamlingsdagen i april er det ikke usædvanligt, at hen ved 70 lokale ildsjæle møder op hos købmanden til kaffe, rundstykker og brunsviger for derefter at rense områdets strande for affald i fire timer.

Bagefter er der gratis suppe, øl og vand hos købmanden, hvor frivillige hjælper til med servering og oprydning. Der er også en præmie på højkant, som der bliver trukket lod om blandt deltagerne.

Takket været det gode eksempel vælger flere grundejerforeninger hen over året at holde egne strandområder rene, ligesom hundeluftere og andre strandgæster på eget initiativ samler affald.

En god nabo til købmanden, som er indehaver af Bittens Systue, havde via Facebook fulgt plastik-fri Roskilde og Christianshavn.

– Det inspirerede os til i november i fjor at invitere kunderne til at komme ind i butikken og veksle deres udtjente jeans med en indkøbspose af genbrugsstof, fortæller Bodil Osther.

Med slet skjult sans for den PR-mæssige værdi opfordrede hun på butikkens facebookside kunderne til at ”smide bukserne” i butikken. Købmanden røber, at hun selv har opdaget, at flere bukser i klædeskabet var krympet. Så hvorfor ikke give dem nyt liv?

For at have stof nok til de første fælles sy-dag i fjor tog købmanden kontakt til Berendsen Textil i Svendborg og fik en masse udtjent arbejdstøj og duge.

Kunderne og turisterne var så vilde med stofposerne, at salget af bæreposer i plast dykkede med 75 pct. i en periode. Det har siden stabiliseret sig – men stadig på et betydeligt lavere niveau end for et år siden.

– Vi bruger også poserne til ”købmandskurve”. Så poserne kommer vidt omkring. Har du først fået en af vores poser med logo, kan det vel heller ikke udelukkes, at det giver lidt ekstra loyalitet. Man har måske ikke så meget lyst til at vise poserne frem hos vores konkurrenter inde i Kerteminde, gætter Bodil Osther.

Loyale ambassadører er nu i forvejen heller ikke en mangelvare hos Bodil, som i fjor blev nomineret til Fyens Stiftstidendes ”Bland dig Prisen” for sit engagement, der spænder vidt fra miljø, udsatte og støtte til lokale foreninger.

Mange har sågar valgt at være medlem af ”Købmandens venner”. Det synlige tegn på medlemskabet er et klistermærke til 25 kroner, som man kan sætte på sin cykel, bil eller postkasse.

Medlemskabet giver gratis entré til et af de tre eller fire årlige arrangementer, der normalt holdes i butikkens café, hvor der kan være smagsprøver på vin eller øl, bankospil eller anden underholdning. Dog ikke helt som det plejer i år på grund af corona. Her er også et bibliotek, som brugerne selv administrerer.

– Medlemskabet skal fornys hvert år og giver to til tre særlige tilbud om måneden og rabat på vareudbringning ved et minimumskøb. For pensionister er det helt gratis, hvis man køber for et bestemt beløb, forklarer Bodil Osther.

Det lokale sammenhold om at passe på miljøet har fået NEF Fonden (Nordøstfyns Elforsyning) til at sponsere fire symaskiner mod til gengæld at få 100 gratis stofposer.

Med rådgivning fra DSK har Min Købmand ved Bodil Osther også sendt en ansøgning til Landdistriktspuljen under Erhvervsstyrelsen om støtte til en tagterrasse i forbindelse med systuen i caféen, så de lokale ildsjæle både i coronatiden – men bestemt også efter har nem adgang til frisk luft. Det er planen, at terrassen ligesom caféen skal udgøre et mødested for lokale foreninger og aktiviteter.

Del:

RELATEREDE NYHEDER

Nyhedsbrevet for selvstændige købmænd: