Spring til indhold
Søg
Close this search box.

Købmandens tur til en hjælpende hånd

Allan Piihl Haagensen har som købmand i Min Købmand i Gesten gennem snart 20 år været med til at holde liv i idrætshal, forsamlingshus og dilettanten. Byens borgere har samlet

Allan Piihl Haagensen har som købmand i Min Købmand i Gesten gennem snart 20 år været med til at holde liv i idrætshal, forsamlingshus og dilettanten. Byens borgere har samlet næsten 2,3 mio. kr. sammen til ny dagligvarebutik

Købmand Allan Piihl Haagensen glæder sig over de seneste 12 måneders flotte indekstal på 110 i sin butik Min Købmand i Gesten. Han overtog butikken for snart 20 år siden og er gældfri. En ny plan for fremtiden har skruet op for kundeloyaliteten.

Med beskedne 250 m2 salgsareal, et nedslidt køle- og fryseanlæg og ingen parkeringspladser er der kun en vej ind i fremtiden. Det er at flytte butikken 200 meter og bygge ny butik i dobbelt størrelse til ni millioner kroner.

Den 47-årige købmand står ikke alene med sin drøm om en ny butik, som byen håber at kunne indvi op til sommeren næste år. Eller i hvert fald senest i efteråret 2020.

– Fryse- og kølemøbler kører så at sige på pumperne. Det vil være økonomisk hasard er reparere for 100.000 kroner på et anlæg, som alligevel ikke har en fremtid. Træværk, vinduer, døre, gulv og tag trænger også til mere end en kærlig hånd, siger Allan Piihl Haagensen.

Han har fået beregnet, at det koster at 2,5 mio. kr. at sætte butikken i stand. En kortsigtet investering med svære odds for at kunne forrentes.

Anparter til 2.500 kr. stykket

Han har opstillet et gennemsigtigt rør med farvede flamingokugler i butikken for at vise, hvor mange penge, borgerne har skudt ind i butiksanparter á 2.500 kroner stykket til en splinterny og moderne butik. Og med 20 parkeringspladser mod den nuværende gadeparkering, som er tæt på kaos morgen og eftermiddag, når børnene i skolen ved siden af bringes og hentes.

Med målet om en kvart million kr. – indsamlet af de lokale – er vejen banet for, at projektgruppen bag den nye butik kan søge penge hos f.eks. LAG (Lokale Aktionsgrupper) og KFI Erhvervsdrivende Fond. Det skal gerne bidrage med en halv million kr. Resten skal finansieres via lån i banken. (realkredit?)

Han og hustruen Henriette har selv valgt at købe anparter for 50.000 kroner.

– Det er et fælles projekt at etablere en ny købmandsbutik i Gesten, så selvfølgelig bidrager min kone og jeg også selv med nogle anparter, siger Allan Piihl Haagensen, som er meget beæret over, at hans projekt ikke kun bakkes op i landsbyen, men også af mange uden for Gesten.

I marts kom den halve by til bankospil i Forsamlingshuset, hvad der gav ekstra 50.000 kroner til den nye butik. Købmanden havde i samarbejde med sine leverandører 400 gevinster klar.

Selv en ildsjæl

Gennem årene har Allan Piihl Haagensen været med til at redde Forsamlingshuset fra at blive lukket ved at træde ind som formand i bestyrelsen. Han påtog sig også hvervet som halinspektør i en årrække for at sikre idrætshallen økonomisk. Og endelig har han stået på skrå brædder med over 350 replikker i den lokale dilettantforening.

Nu er 15 ildsjæle involveret i arbejdsgrupper, der skal realisere den nye dagligvarebutik.

– Min synlighed i lokalsamfundet giver ubetalelig reklame. I butikken høster jeg goodwill på at kende kunderne og kunne huske deres navne. Faktisk mener jeg ikke, at man kan uddannes til at være købmand i en lille by. Selv er jeg autodidakt og har ansat Andreas, som er en ung og lokal. Han har den rette indstilling til en dag at tage over efter mig, for han tager ansvar, og han ved, at man skal være lidt af en tryllekunster og altmuligmand for at få enderne til at mødes, siger Allan Piihl Haagensen.

Venter på grønt lys

Endnu har Vejen Kommune ikke vedtaget en ny lokalplan, der gør det muligt at skabe den nødvendige til- og frakørsel til Gestenvej, hvor den nye butik skal bygges på et stykke jord, som en lokale bonde har lovet at sælge til formålet. En gammel lokalplan lægger op til boliger på marken, og derfor skal lokalplanen også ændres for at give plads til den nye dagligvarebutik.

Gennem anparterne bliver borgerne ejere af butiksanlægget, som lejes ud til købmanden. Han skal selv finansiere varelager og garantier i forhold til Dagrofa, som er grossist og står bag kæderne Let Køb, Min Købmand, SPAR og MENY.

Siden Allan Piihl Haagensen for mere end 20 år siden købte den daværende kiosk i byen med sin ekskone og lagde en fortid bag sig som lagermand og uddannet frugtavler på Edelgave Gods på Sjælland, er Gesten blevet omdrejningspunktet for hans liv.

Vækst med lave priser

– Indkøb, skole, fritid og arbejdspladser er fundamentet for en levende landsby, siger Allan Piihl Haagensen, hvis butik var startskuddet for en kampagne i efteråret 2018 under overskriften ” ”Sæt pris på din by – Køb lokalt”. Det var arrangeret af bl.a. MobilePay, Landdistrikternes Fællesråd og De Samvirkende Købmænd.

Kiosken blev springbrættet til at Allan Piihl Haagensen kunne overtage byens købmandsforretning, der var gået konkurs. Den nye medicin for at sikre butikkens overlevelse havde han testet i kiosken. Strategien var faste lave priser og mindre tyngde på kampagner, hvad der over årene har medvirket til at fordoble omsætningen til 11,4 mio. kr. i 2018.

For syv år siden mødte han sin nye hustru Henriette, som bl.a. har ansvar for en blomsterafdeling, der er vokset fra en årlig omsætning på 150.000 kr. til 750.000 kr. Kunderne kommer hele vejen fra Vejen for at købe blomsterbuketter, som Henriette selv binder i butikkens baglokale.

– Vi vil hellere tjene fire gange 5 kroner hurtigt end at tjene en langsom 20 kroner. Jeg synes, det er sjovt når lokale, der ellers arbejder i Lidl og Bilka, fortæller mig, at min priser ofte er lavere end på deres arbejde. Og det går altså ikke ud over butikkens bruttoavance, der fint kan måle sig med kædens gennemsnit, siger Allan Piihl Haagensen.

Han og Henriette lægger mange timer i butikken hver uge. Ferier har der stort set ikke været siden bryllupsrejsen. Den sparsomme fritid er blevet brugt på at renovere stuehuset på et nedlagt landbrug i nærheden og køre rundt til kræmmermarkeder om søndagen. Næste projekt er renovering af en lade og stald, så Henriettes seks heste af racen dansk varmblod får bedre forhold.

Købmand Allan Piihl Haagensen håber, at en ny dagligvarebutik kan stå klar i Gesten inden sommeren 2020. Byens borgere har købt anparter for 2,3 mio. kr. Foto: Flemming Effersøe

 

Del:

RELATEREDE NYHEDER

Nyhedsbrevet for selvstændige købmænd: