Købmand Max Skov Hansen skabte gennem fire år et vineventyr i Carlsberg Byen. 3-cifrede indekstal på omsætning siden åbningen i 2012
Mens Reitan-gruppens norske REMA 1000 butikker må henvise deres kunder til Vinmonopolet, hvis de ønsker alkoholholdige drikkevarer på mere end 4,5 pct., så har den danske købmand Max Skov Hansen gennem godt fire år kunne glæde sig over et godt salg af vin i REMA 1000 i Carlsberg Byen.
Som franchisetager kunne han i 2012 byde kunderne velkommen til en ny REMA 1000 på Pasteursvej på Vesterbro i København, hvorfra Carlsberg fire år tidligere havde rykket sin produktion til Fredericia. Vinsalget befæstede hurtigt sin andel på brygger Jacobsens gamle hjemmebane.
Allerede to år efter åbningen blev butikken kåret som årets bedste i REMA 1000, og vinen har uden at være en profilvare præsteret 3-cifrede indekstal på omsætningen.
– Kunderne har som regel besluttet sig til på forhånd, hvor meget de vil betale for en flaske vin. Derfor er space ikke styret af særligt udvalgte prispunkter i øjenhøjde med kunden. Den lidt dyrere vin kan lige så godt stå nederst som øverst, siger Max Skov Hansen.
Der er i gennemsnit 110 varianter på hylderne til typiske priser fra 30 til 70 kr. med ganske få vine, som runder 100 kr. per flaske. De mest sælgende vine er fra Italien, Spanien og Chile, hvor forholdet mellem pris og kvalitet for tiden er mest gunstigt. Sortimentet er tydeligt opdelt på lande. Jo mere salg per vinland – desto mere hyldeplads.
Vineventyret i Carlsberg Byen sluttede sidst i juni 2016, da det midlertidige lejemål ikke kunne forlænges. 11.000 kunder havde skrevet under på, at de gerne ville beholde butikken. På Facebook lover Max Skov Hansen sine loyale ”remanister”, at han dukker op et sted med en ny REMA.
– Nu kan jeg så endelig løfte sløret for, at min nye REMA 1000 kommer til at ligge i Valby på Sdr. Fasanvej, ikke langt …fra de gamle lokaler i Carlsberg Byen med 100 parkeringspladser i eget p hus., skriver han på Facebook og annoncerer åbningen til torsdag den 10. november 2016 kl. 8.00
Discount med overskuelig mangfoldighed
– Hvis kunderne gerne vil have vores anbefaling til en god vin, selv om de egentlig havde besluttet sig for en vin til omkring 40 kr., så er de ofte parate til at gå 15 til 20 kr. op i pris, når de får købmandens ord for, at de så også får meget mere vin for pengene. Det skal jo også ses i lyset af, at de første knap 12 kroner af flaskens pris går til afgift til staten, fortalte Max Skov Hansen til DSK Magasinet, mens han stadig solgte masser af vin i Carlsberg Byen.
Udover grundsortimentet har Max Skov Hansen som REMA 1000 købmand mulighed for at supplere med et valgfrit sortiment. På de meste solgte varianter er der typisk flere faceings i spacet, da hyldeplads er lig med lager: – Vi fylder direkte ind på hylderne, når vi får varer leveret.
Hen over året ændrer sortimentet sig. Vinter og julemåneden bringer flere af de tunge, saftige og alkoholtunge rødvine ind på hyldene, mens der løbende skaleres op for hvidvine og rosévine fra det tidlige forår med kulmination i juli og august.
Eksponering af sæson er ligeledes markant på bag-in-box på gulv, kvartpaller og endegavle.
John Rosenløwe som er kategorichef på vin i REMA 1000, siger: – Det er vores mål og ambition, at vinsortimentet afspejler mangfoldigheden i vinens verden fra både europæiske og oversøiske vinlande. Vores vine omfatter både økologisk dyrkede vine, Fairtrade mærkede vine samt konventionelle vine.
Sortimentet omfatter rødvine, hvidvine, rosévine, mousserede vine samt dessert- og hedvine.
– Vores fokus er at tilbyde kvalitet til faste lave priser, så kunderne får oplevelsen af ”Value for Money” uanset, hvilken type vin de vælger. Det er et grundlæggende princip, når vi udvælger vine til sortimentet, siger John Rosenløwe.
REMA 1000 har opbygget et langsigtet samarbejde med en lang række etablerede og dedikerede vinhuse rundt om i verden for at kunne tilbyde kunderne et spændende og konkurrencedygtigt vinsortiment. Vinene prøvesmages mange gange i løbet af et år for at sikre, at kvaliteten opretholdes.
REMA 1000 har på sin hjemmeside gjort det nemt for kunderne at vælge den rette vin til maden med et vinunivers, hvor man kan få et overblik over vinsortimentet, hvad vinen passer til, gode råde, gode tilbud og partier. Kunderne kan også vælge mellem 25 madsymboler lige fra oksekød til muslinger og få en liste med vine, der passer til.
Fik du læst DSK Magasinet om øl og vin? Klik på forsidebilledet for at åbne magasinet.