Spring til indhold
Søg
Close this search box.

Stolte købmænd går ind i kampen om de unge

”Erhvervslivet hungrer efter faglærte medarbejdere, men de unge bliver ved med at foretrække gymnasiet, når klokken ringer ud for sidste gang i folkeskolen. Hvad skal vi gøre for at sikre

”Erhvervslivet hungrer efter faglærte medarbejdere, men de unge bliver ved med at foretrække gymnasiet, når klokken ringer ud for sidste gang i folkeskolen. Hvad skal vi gøre for at sikre fremtidens faglærte?”

Spørgsmålet stiller Dansk Erhverv Magasinet, som i sit seneste nummer bringer et tema om ”Fremtidens faglærte”.

Købmand Lisbeth Dalgaard, MENY Dalgaard Supermarked i Hørsholm, der er formand for DSK og medlem af Dansk Erhvervs bestyrelse, mener, at opskriften på at få unge faglærte er at tale til stoltheden.

– Detailhandlen tilbyder en fin karrierevej for de unge. Som elev i detailhandlen møder man mange mennesker og får ansvar i en tidlig alder. På den lange bane er det en god drivkraft for karrieren i det hele taget, siger Lisbeth Dalgaard og tilføjer:

– Mange unge interesser sig for mad og sundhed. Med en uddannelse i detailhandlen får de mulighed for at være med i hele processen. Vi beskæftiger os med, hvad god madkultur er, hvor maden kommer fra, og hvad den bliver til.

Det er den stolthed, som købmanden i Hørsholm mener, at erhvervslivet skal blive bedre til at tale til.

I magasinets leder skriver direktør i Dansk Erhverv, Laurits Rønn, at ”erhvervsuddannelserne var engang det danske arbejdsmarkeds stolthed.”

Men noget er gået galt, mener Lauritz Rønn og peger på, at behovet for akademisk uddannede medarbejdere har fået unge til at vælte ind på de gymnasiale uddannelser og i stort omfang vende erhvervsuddannelserne ryggen.

I dag er det kun hver femte, som vælger at gå i gang med en erhvervsuddannelse, efter folkeskolen er afsluttet.

Allerede om to år vil Danmark mangle 30.000 faglærte, anslår en analyse fra Danske Regioner, mens analyser fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd og Dansk Arbejdsgiverforening peger på, at der i 2025 vil mangle mellem 60.000 og 70.000 faglærte.

I temaet om ”Fremtidens faglærte” peger Lars Kunov fra Danske Erhvervsskoler og -Gymnasier på, at kampen om de unge begynder i folkeskolen: – Vi skal have en praksis- og anvendelsesorienteret faglighed ind i alle væsentlige fag i folkeskolen. Vi skal have nogle obligatoriske teknologifag og businessfag.

Lars Kunov mener, at det er blevet en hæmsko, at det med at ”kunne noget konkret” er gået i glemmebogen.

Som en del af dagligvarekæden MENY, der har en vision om at være hele Danmarks fødevaremarked med specialiserede MADarbejdere, ser Lisbeth Dalgaard gode muligheder for netop at bruge stoltheden til sit fag som løftestang til at få flere unge ind i faget:

– Besøger de unge en god MENY, vil de opdage, hvor mange specialer, det er muligt at fordybe sig i. Ligesom når de følger en dygtig (TV) kok, vil de møde en slagter, der nørder med nye udskæringer, nemme retter og de bedste dyr – med høj dyrevelfærd som pejlemærke.

– De vil møde delikatesselederen, der er lige så opdateret på nye madtrends som flere topkokke og som frembringer kongeretter.

– Fiskemanden vil nærmest speedsnakke om fiskens fortræffeligheder og fremvise skaldyr, der får mundvandet til at løbe.

– Og hos ostehandleren møder de nørdet viden om mælketyper, produktionsmetoder og en kæmpe variation af smagsoplevelser, hjulpet på vej af viden om tilbehør til ost.

Købmand Lisbeth Dalgaard bruger stoltheden til faget som våben i kampen om de unge. Foto: Flemming Effersøe

Del:

Nyhedsbrevet for selvstændige købmænd: