Spring til indhold
Søg
Close this search box.

Julehilsen 2016

Den lille nisse rejste… For et år siden – mellem jul og nytår – flyttede DSK fra Svanemøllevej til Islands Brygge. Fra det konservative og mondæne Hellerup til havnefronten på

Den lille nisse rejste…

For et år siden – mellem jul og nytår – flyttede DSK fra Svanemøllevej til Islands Brygge. Fra det konservative og mondæne Hellerup til havnefronten på grænsen mellem hyggelige Christianshavn og vækstområdet Sydhavnen – og med ”Linse” i det folkelige nabolag. Det var bare ”spot on”, som en af vore kædedirektører udtrykte det, og flytningen har da også forstærket vor organisations udvikling og styrket vor profil.

I det hele taget har 2016 været et rigtigt godt år for os i DSK. Med vækst i flere af købmandskæderne og Circle K som nyt kædemedlem repræsenterer vi nu næsten 1500 supermarkeder, minimarkeder, discountbutikker og convenience-butikker. Det største antal i over 20 år!

Og baglandets opbakning er unik: Samtlige bestyrelsesbeslutninger siden efteråret 1995 er truffet i enighed.

Også politisk kan vi se tilbage på det forløbne år med stor tilfredshed. Vi fik efter en lang og hård kamp med Troels Lund Poulsen ansvarliggjort den påtænkte liberalisering af planlovens detailhandelsbestemmelser –  faktisk en kampagne, som Twitter-eksperterne i ”Digital Dagsorden” på TV2-News udpegede til ”Årets Kampagne”.

Vi fik også forhindret en udvidet adgang til flere tidsbegrænsede lejemål i erhvervslejeloven. Og vi får flere og flere allierede i kampen for at få nedsat de punktafgifter og den fødevaremoms, som skaber grænsehandel.

Flytningen til Islands Brygge har altså ikke ændret ved, at vi – som den lille nisse – hele tiden er på farten, slås med stormoguler og sager på størrelse med kæmpekål. Vi stirrer blot fra 4. sal i Håndværkets Hus ned i Sydhavnens klare vand, smiler og glæder os over, at det fortsat lykkes at passe godt  på vore købmænd. Hvad vi også vil gøre i det nye år!

Højt på dagsordenen i 2017 – udover kampen mod den unfair grænsehandel – står vort ønske om politiske initiativer, som kan begrænse antallet af tyverier og røverier, herunder tilladelse til kontantfrie butikker i de mørke timer, mere politi (f.eks. de nye kadetter) til udrykning ved pågribelse af aggressive tyve i butikkerne, en systematisk jagt på hælerne og hårdere straffe til røverne. Mere herom straks efter nytår.

Med disse ord ønskes du og din familie en glædelig jul og et lykkebringende nytår. Tak for samarbejde, med- og modspil, kontakter og hyggelige timer sammen med jer alle i 2016. Og husk så nu at julehandle lokalt!

Adm. direktør

John Wagner
De Samvirkende Købmænd

Del:

Nyhedsbrevet for selvstændige købmænd: