Journalnummer 2026-29855
De Samvirkende Købmænd (DSK) takker for muligheden for at afgive bemærkninger til udkastet.
DSK tager de foreslåede ændringer til efterretning. Vi noterer os, at der ikke lægges op til ændringer, som udvider producentansvaret eller ændrer virksomhedernes grundlæggende forpligtelser. Udkastet fremstår derfor primært som en teknisk ajourføring og tilpasning til den gældende regulering, herunder emballageforordningen (PPWR).
DSK vil samtidig benytte lejligheden til generelt at opfordre til et serviceeftersyn af den samlede regulering på emballageområdet. Implementeringen af PPWR og det udvidede producentansvar har vist sig at være væsentligt mere administrativt byrdefuld og omkostningstung for virksomhederne end forudsat ved ordningens indførelse. Det bør derfor løbende vurderes, om regler, dokumentationskrav og administrative processer kan forenkles, uden at det går ud over de miljømæssige målsætninger.
Med venlig hilsen
Claus Bøgelund Nielsen