Spring til indhold
Søg
Close this search box.

Hans Olesen skaber overskud med stabilitet og loyalitet i MENY Viby Sjælland

Den erfarne købmand Hans Olesen og en stabil gruppe af medarbejdere sørger for, at der år efter år er sorte tal på bundlinjen i et supermarked, som nu er moderniseret

Den erfarne købmand Hans Olesen og en stabil gruppe af medarbejdere sørger for, at der år efter år er sorte tal på bundlinjen i et supermarked, som nu er moderniseret til fremtiden

Den 64-årige købmand Hans Olesen i MENY Viby Sjælland er både ”gammeldags” købmand og en købmand, som følger med tiden. Til næste år kan han fejre 40 års jubilæum som købmand.

Og i dette efterår har han sat en ny milepæl for MENY med en omfattende millioninvestering, der er finansieret af KFI Erhvervsdrivende Fond. Moderniseringen blev midt i november blandt andet fejret med pallevis af billig Gevalia-kaffe.

Ud af de 38 år, som Hans Olesen indtil nu har været købmand i Viby mellem Roskilde, Ringsted og Køge, har bundlinjen kun et enkelt år været rød. Bygninger og inventar har han solgt til KFI Erhvervsdrivende Fond, som til gengæld altid har kunnet regne med en sikker betaling af husleje.

Tradition og fornyelse

Hans Olesen sætter en ære i selv at disponere mælk – og det gør han med en kombination af godt gammeldags papir og scanning af stregkoder på papiret. En lodret eller vandret streg dag for dag den seneste måned viser, om der er bestilt et kolli eller ej. Nogle gange er der kun bestilt et delkolli.

– Det er min enkle måde at sørge for, at kunderne ikke behøver at kigge på datoen. På den her måde bestiller vi sjældent mere, end vi kan sælge. Derfor er der friske varer på hylderne. Og vi slipper for at sætte prisen ned eller smide varer ud. Det handler om at have styr på sine tal og bruge sin sunde fornuft, og samme princip gælder ikke mindst i brødafdelingen, som også er meget datokritisk, fortæller Hans Olesen.

Med avistilbud på ferske Berberi-ænder op til Mortens Aften blev der efter samme princip bestilt ad flere omgange, så der kun var friske bryster i køledisken.

– Der er stor forskel på at sælge ænder til Mortens Aften og Juleaften. Det er udskårne versus hele ænder. Og det er måltider, som sammensættes helt forskelligt i forhold til, om det er den lille familie eller udvidede familie, som er samlet. Det skal man have styr på, når man planlægger og disponerer, siger Hans Olesen.

Mens papir og egne koder og tal lever sit analoge liv på skrivebordet, så er hyldeforkanterne for længst skiftet ud med elektroniske, så prisen kan rettes med en tryk på computeren.

Klassiske dyder holdes i hævd

Når det gælder drift og ledelse, sætter købmanden en i ære i at holde klassiske dyder i hævd med fokus på detaljen, punktlighed, ordentlighed, ærlighed, retskaffenhed og dermed fælles regler for alle. Her bruger man ikke at have ring i næsen. Og man møder til tiden – hver dag.

Ærligheden gælder også kunderne. Det hænder, at købmanden personligt lægger ud for varer, hvis kunden har glemt sit betalingskort, eller det er blevet spærret efter en rejse til udlandet: – Jeg er aldrig blevet snydt, siger han.

Butikstyveri er heller ikke et kæmpe problem. Men skulle det ske, så er der karantæne til kunden. Og det er mildest talt lidt upraktisk at forklare familie eller venner, at man pludselig ikke handler i byens supermarked.

Købmanden beflitter sig på at være den nødvendige autoritet på butiksgulvet både over for kunder og medarbejdere og altid med åben dør til sit kontor, hvor strømmen af medarbejdere og gæster, der lige har et spørgsmål, kan få det til at minde om en travl banegård.

Høj anciennitet og lavt sygefravær

Den særlige ånd giver et unikt team af medarbejdere med høj anciennitet og meget lavt sygefravær. Alle medarbejdere får en særlig opmærksomhed i form af taler og festivitas, når de har 10, 20 og 25-års jubilæum.

Et par stykker har været med på rejsen næsten lige så længe som købmanden selv. Og en god håndfuld medarbejdere har været med i mere end en snes år. For dem, der holder ud i lang tid, vanker der en ekstra jubilæums-månedsløn. Det er købmandens måde at anerkende gode og stabile medarbejdere. Flere er også kommet tilbage til Hans Olesen efter at have snuset til andre græsgange.

Også unge medarbejdere med uro og udfordringer på hjemmefronten nyder godt af købmandens faste – men retfærdige stil: – En af de unge meldte sig syg efter to dage på jobbet. Så ringede jeg og sagde, at jeg havde brug for hende i butikken. Hun er nu en af mine mange, gode medarbejdere.

Fra Jylland til Sjælland

Som ung og håbefuld med en uddannelse i Billund Købmandsgård og 10 måneder i en butik i Ikast i bagagen, fik Hans Olesen sit første job på Sjælland i det, som i dag er kendt som WIKA MENY i Køge.

Snart derefter købte han sin første butik i Albertslund i kompagniskab med Jan Ejlertsen og udbyggede sin forretning året efter med en Merko-butik i Viby Sjælland. Det blev grundstenen til MENY Viby Sj.

Det gik så godt i Viby Sj., at Hans Olesen kunne køre videre uden sin kompagnon og langsomt; men sikkert fik taget konkurrencen op mod den dengang 5. største brugsforening i Danmark på den anden side af vejen.

Kvickly lukkede i 2003, og da butikslokalet havde stået tomt i en rum tid, fik Hans Olesen overbevist KFI om, at det ville være en god investering at købe ejendommen, og han kunne så som lejer rykke over på den anden side af gaden og ind i konkurrentens tomme bygning.

For fem år siden solgte han også sit inventar til KFI og har dermed forberedt sig på et generationsskifte ved kun at have kapital bundet i varelager og goodwill.

Hans Olesen er gift med Tina. Sammen har de sønnerne Patrick, 25 år, og Sebastian 23 år. Den yngste er ansat i butikken.

Købmand Hans Olesen, 64 år, har været købmand i VIBY sj. i godt 38 år og kan næste år fejre sit 40-års jubilæum som selvstændig købmand. Fotos: Flemming Effersøe

Købmandens pejlemærker

Sikre vedholdenhed ved at være:

  • Tæt på god service
  • Tæt på få udsolgte varer
  • Tæt på kort kø ved kassen
  • Tæt på ren og ryddelig butik
  • Tæt på velopfyldt butik
  • Tæt på hjælpsomhed
  • Tæt på friske varer

 

 

Del:

RELATEREDE NYHEDER

Nyhedsbrevet for selvstændige købmænd: