Spring til indhold
Søg
Close this search box.

Gensidige pantaftaler

Af Karin Gaardsted, forbrugerordfører (S), næstformand i Nordisk Råds miljøudvalg På De Samvirkende Købmænds hjemmeside skrev organisationens vicedirektør Claus Bøgelund Nielsen den 8. juni 2016 om problemet med dåser på

Af Karin Gaardsted, forbrugerordfører (S), næstformand i Nordisk Råds miljøudvalg

På De Samvirkende Købmænds hjemmeside skrev organisationens vicedirektør Claus Bøgelund Nielsen den 8. juni 2016 om problemet med dåser på tværs af grænser. Her skrev han, at ”løsningen er ikke et fælles nordisk pant-system for dåser, der slet ikke er betalt pant af”.

Desværre tror jeg, at Claus Bøgelund Nielsen har misforstået mit debatindlæg i Politiken, som han refererer til. For jeg taler ikke for et fælles nordisk pantsystem overhovedet. Den idé er for længst død og begravet, og den ville være meget omkostningsfyldt og uden nævneværdig miljøgevinst, som Claus Bøgelund Nielsen også selv nævner.

Nej, næste skridt og mulige løsning er netop gensidige pantaftaler, som landene kan lave bilateralt, så vi sikrer, at dåser ikke ender i naturen eller havet, men i retursystemerne. Ét problem er nordiske dåser med pant på, som krydser grænser. Et andet problem – det største problem – er de dåser, der slet ikke indgår i retursystemerne i dag. Her er der intet incitament til at returnere dåserne.

Det var netop dåser uden pant, som var årsag til mit debatindlæg. For regeringerne sidder desværre på hænderne i det her spørgsmål. Pantaftalen mellem Danmark og Tyskland er juridisk og teknisk udfordret, uden at Nordisk Ministerråd nærmest vil anerkende det, og Nordisk Ministerråd afviser samtidig at gøre noget ved de omtrent 200 millioner tyske dåser, som årligt kommer til Sverige. Det er et kæmpe problem.

Claus Bøgelund Nielsen har altså helt ret i, at problemet for miljøet i dag primært opstår med de pantfrie dåser fra Tyskland – ikke fra de dåser, der er omfattet af de nordiske retursystemer hver især. Selv hvis det lykkes at få pant på de tyske dåser en dag, må vi sørge for, at forbrugerne kan indlevere dem i Danmark, for det vil nok være de færreste, der vil tage tomme dåser med retur til Tyskland, næste gang de skal handle ved grænsen.

I min optik er det største problem de pantfrie dåser. I virkeligheden tror jeg, at vi har en fælles kamp til gavn for både dansk detailhandel og miljøet. Løser vi problemet med de pantfrie dåser, er vi nået rigtig langt. Jeg vil også understrege, at jeg bifalder meget, at De Samvirkende Købmænd på den måde engagerer sig i debatten. Vi har brug for alle konstruktive indspark til at få løst problemet med dåserne.

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

 

Del:

RELATEREDE NYHEDER

Nyhedsbrevet for selvstændige købmænd: