Spring til indhold
Søg
Close this search box.

General i friske varer, mel og gryn

Købmand Kenneth Rasmussen har i godt et år haft sin bastion i en butik på det tidligere Farum Kaserne og kan næste år fejre 10 års jubilæum i REMA 1000

Købmand Kenneth Rasmussen har i godt et år haft sin bastion i en butik på det tidligere Farum Kaserne og kan næste år fejre 10 års jubilæum i REMA 1000

Kenneth Rasmussen ser sig selv som købmand og kommunikator frem for krigsherre – om end det daglige ansvar for REMA 1000 på Regimentsvej i Farum kræver disciplin og masser af ammunition i form af en salgsklar butik med friske varer, varer på hylderne og vaks betjening ved kasserne. Næste år kan den 34-årige købmand se tilbage på 10 år i REMA 1000.

Han har sammen med kæresten Camilla, der læser til ernæring og sundhed på Metropol i København, købt et rækkehus bare 300 meter fra butikken i hjertet af det nye boligområde på det tidligere Farum Kaserne. Fuldt udbygget vil kaserneområdet rumme 800 boliger.

REMA 1000 er den nærmeste butik for områdets efterhånden mange beboere. Butikken åbnede for fem år siden. I efteråret 2016 måtte den tidligere købmand Tommy Hahn Sørensen på grund af en diskusprolaps overdrage kommandoen til Kenneth Rasmussen, der kom fra REMA 1000 på Skansevej i Hillerød.

– Det var ikke uden betænkeligheder, at jeg på den ene side skulle løfte arven efter en populær købmandspioner i kvarteret og på den anden side selv bo i området med min familie og blive kendt og accepteret som ”købmanden”, fortæller Kenneth Rasmussen.

Han rådførte sig med sin kæreste, og de blev enige om, at butikken og boligen ville være en perfekt ramme om deres liv, som også rummer en søn på to år og en hund.

– I sommer oplevede jeg at sidde på vores terrasse og drikke et glas rosè sammen med Camilla. Flere genkendte mig og hilste med et ”hej købmand”. Sådan er det også, når jeg går tur med hunden. Jeg har det fint med at være købmanden – også når jeg ikke er i butikken, siger Kenneth Rasmussen.

Lokale og pendlere

Med en beliggenhed ud til landevejen mellem Birkerød og Lynge er der tryk på kundestrømmen om eftermiddagen, hvor de lokale på vej hjem fra arbejde kommer ind for at handle, og pendlerne smutter indenom.

– Der er rift om parkeringspladserne mellem klokken 14 og 18, så det gælder om at være vågen og effektiv ved kasserne, så kunderne mærker mindst muligt til travlheden, siger købmanden, der også har fokus på, at de lokale kunder ikke har langt til alternative indkøbsmuligheder som supermarkeder og varehuse. Derfor er der skruet op for sortimentstilpasningen, så de mange købedygtige kunder kan få kød, specialiteter og økologi uden at køre forgæves.

Fra grøn og ung til blå og erfaren

Kenneth Rasmussen begyndte sin karriere i REMA 100 i Kregme for snart 10 år siden. Derefter flyttede han til Skansevej i Hillerød, hvor han havde kommandoen i fem år.

– Som ”grøn” købmand begyndte jeg med et ansvar for 20 medarbejdere. Nu råder jeg over en styrke på det dobbelte, hvad der kræver en helt anden form for ledelse. Jeg skal kunne sætte kursen gennem min ledergruppe, for det er fysisk umuligt at være i butikkens 100 driftstimer om ugen. Jo bedre jeg kommunikerer om vores mål og værdier, desto bedre brænder jeg igennem. Det kræver overblik og overskud, siger Kenneth Rasmussen og tilføjer, at han fået et ”blåt” hjerte.

– Man bliver selv en del af REMA 1000 værdier, som de kommer til udtryk i otte enkle leveregler – båret af en høj forretningsmoral. Ellers kan man ikke være i det. Som individuelle købmand har vi ganske vist egne holdninger og fortolkninger. Men vores frihed er stadig en del af det fælle system, som gør det rationelt og operationelt at drive en butik med meget små indkomstmarginaler. Derfor er en god købmand også en købmand med mange facetter, der strækker sig lige fra sjælerådgiver over coach til handyman.

Flaskedreng i Stilling

Det er 20 år siden, at Kenneth Rasmussen begyndte som flaskedreng i SuperBrugsen Stilling ved Skanderborg. Efter en handelseksamen blev han ledertrainee i samme butik og begyndte for alvor at drømme om en dag at blive selvstændig købmand.

Fra Stilling gik turen til et job som ferskvarechef i SuperBrugsen Gilleleje og videre til SuperBest i Hillerød, som kort forinden var blevet konverteret fra ISO.

– Det har været en fantastisk rejse med REMA 1000 fra få kolleger på Sjælland til et veludbygget net af købmandsdrevne discountbutikker. Og selv om vi flere steder rykker tættere og tættere på hinandens markedsområder, så formår vi tilsammen at erobre en stadig større bid af markedet. Det motiverer og skaber begejstring, siger Kenneth Rasmussen.

Kæresten kigger med

Købmandskabet får også en ekstra dimension gennem hustruen, der kigger på butikken med kritiske kundeøjne og har fokus på sortiment og sundhed.

– Det holder mig også til ilden. På mange måder har hun fingeren på pulsen i forhold til trends og tendenser hos forbrugerne, hvad jeg prøver at afspejle i sortimentet og den måde, som vi bygger space op på. At vi har mange bevidste kunderne, vidner et stort salg af økologiske frugt og grøntsager om, siger Kenneth Rasmussen.

Når han kigger i krystalkuglen, ser han sig selv som købmand i Farum i mange år endnu.

Kenneth Rasmussen er lokal købmand med et blåt REMA 1000 hjerte – men julesokkerne er røde. Fotos: Flemming Effersøe

Friske varer og økologi er i skudlinjen i REMA 1000 på Regimentsvej i Farum.

Købmanden giver sortimentet ekstra dynamik med specialiteter, som overrasker og glæder kunderne.

Butikken åbnede i 2012, da det tidligere Farum Kaserne var blevet udviklet til nyt boligområde. Yderligere 200 boliger er på vej.

Del:

RELATEREDE NYHEDER

Nyhedsbrevet for selvstændige købmænd: