Spring til indhold
Søg
Close this search box.

Erik Løvbjerg valgt som ny formand for De Samvirkende Købmænd

De Samvirkende Købmænd, DSK, har på et ordinært bestyrelsesmøde torsdag den 14. marts valgt købmand Erik Løvbjerg som ny formand. Det sker i forlængelse af, at formanden de seneste 10

De Samvirkende Købmænd, DSK, har på et ordinært bestyrelsesmøde torsdag den 14. marts valgt købmand Erik Løvbjerg som ny formand.

Det sker i forlængelse af, at formanden de seneste 10 år, købmand Lisbeth Dalgaard, måtte stoppe ved udgangen af 2018, da hun blev valgt som formand for Dansk Arbejdsgiverforening.

DSK’s adm. direktør John Wagner glæder sig over, at der står en enig bestyrelse med repræsentanter for alle købmændene bag valget:

”Erik Løvbjerg har tidligere være medlem af DSK’s bestyrelse i 10 år og som uddannet advokat, gårdejer og mange års erfaring i den familieejede købmandskæde Løvbjerg vil han på bedste vis kunne tegne DSK som en slagkraftig brancheorganisation, som passer godt på de danske købmænd”.

Erik Løvbjerg, 63 år, er medejer med 49 pct. af Løvbjerg-koncernen, der har haft Jesper Due som adm. direktør siden 2014. Broderen Jan Løvbjerg, 61 år, ejer ligeledes 49 pct. De sidste to pct. er ejet af Løvbjerg Fonden. Erik Løvbjerg driver tillige sammen med sin 93-årige far, Carsten Løvbjerg, et større landbrug ved Horsens.

”Jeg ser det som en af mine hovedarbejdsopgaver at udvikle det gode samarbejde mellem DSK og købmændenes kæder og grossister på hele fødevareområdet og alle aspekter af de erhvervspolitiske rammevilkår, der kan forbedre og forenkle hverdagen for købmændene”, siger Erik Løvbjerg.

Hans farfar, Christian Løvbjerg, begyndte med en lille købmandsforretning i Torsted ved Horsens i 1926. Hans tre sønner Knud, Hans Jørgen og Carsten åbnede i 1959 Jyllands første supermarked på Torvet i Silkeborg og skabte dermed grundstenen til en kæde.

Som nogle af de første etablerede Løvbjerg i slutningen af 1960’erne små discountbutikker under navnet Prisa. I 1994 indledte Løvbjerg-brødrene og REMA 1000 i Norge et samarbejde, der betød, at alle Prisa-butikkerne og flere af Løvbjerg-butikkerne blev konverteret til REMA 1000-butikker. De største Løvbjerg-butikker forblev i selskabet Løvbjerg Supermarked A/S.

Efter 10 år blev Løvbjerg-familiens andel af REMA 1000 i Danmark solgt til REMA 1000 i Norge, og familien koncentrerede sig herefter udelukkende om de tilbageværende Løvbjerg-butikker. Senest har kæden åbnet butikker i Aabenraa og Fredericia, og kæden består i dag af 15 butikker med en samlet omsætning på godt en milliard kroner.

Medlemskredsen i DSK omfatter ca. 1.400 supermarkeder, discountbutikker, nær- og conveniencebutikker. DSK har et tæt samarbejde med de to grossister i den frie sektor: Dagrofa og Reitan Distribution, der begge støtter valget af Erik Løvbjerg som ny formand.

DSK’s bestyrelse består af: Erik Løvbjerg (formand), købmand Jan Jæger, SPAR Øster Brønderslev, salgsdirektør Mads Nysted, Reitan Distribution A/S, købmand Torben Christensen, MENY Borups Alle, Frederiksberg, købmand Henning Tobiasen, ABC Lavpris, adm. direktør Jesper Due, Løvbjerg Supermarked A/S, adm. direktør Jesper Østergaard, 7-Eleven Danmark A/S, kædedirektør Kenneth Holmen Pedersen, MENY, divisionschef Kenn Espensen, Dagrofa, købmand Klaus Pedersen, REMA 1000, Senior Director Market Development Mette Uglebjerg, Circle K Danmark, CSR og public affairs chef Mogens Werge, Dagrofa.

Yderligere oplysninger hos adm. direktør John Wagner, mobil 20 23 26 16.  

Del:

RELATEREDE NYHEDER

Nyhedsbrevet for selvstændige købmænd: