Nyheder

DSK til DLF: Sammen skal vi bage en større kage

8. marts 2018
             
    

De Samvirkende Købmænd ønsker til lykke til Dagligvareleverandørerne, der benytter sit 50 års jubilæum til at skifte navn til Mærkevareleverandørerne

Foreningen Dagligvareleverandørerne skifter navn til Mærkevareleverandørerne. Det sker samtidig med, at foreningen kan fejre sit 50 års jubilæum. Foreningen holder i dag den 8. marts sit årstræf og jubilæumsfest i Tivoli Hotel & Congress Center.

I det nye nummer af Dansk Handelsblad ønsker adm. direktør John Wagner på vegne af De Samvirkende Købmænd til lykke med ønsket om sammen at bage en større kage.

– Der er sager, som vi nok aldrig bliver enige om – så dem skal vi ikke spilde vor tid på. Og så er der vore fælles ønsker om en spændende udvikling af dansk dagligvarehandel, hvor konkurrencen skal være både fair og udfordrende, og hvor det skal være udbytterigt at være til fordel for alle fra jord til bord, skriver John Wagner.

Han understreger, at leverandører, grossister og detaillister ikke altid sammenfaldende interesser. Det kan være spørgsmål om pris, markedsføringstilskud, private labels og samhandelsbetingelser.

– Og enige om, hvem der har ansvar for sortiments-udviklingen – eller mangel på samme! – bliver vi formentlig heller ikke, lyder det i jubilæumshilsenen.

Med godt en uge til Foodexpo i Herning fra den 18. til 20. marts roser John Wagner den nuværende direktør i DLF (nu MLDK, red.) Niels Jensens utrættelige indsats for at skabe Nordens største fødevaremesse.

Læs hele jubilæumshilsenen her.