Spring til indhold
Søg
Close this search box.

Drømmen i Filskov: Den smukkeste på landet

Charlotte og Peter Junge er både købmænd og ildsjæle i en landsby og opland med godt 1000 sjæle, som sammen har sikret en levedygtig landsby Resterne af et stort egetræ

Charlotte og Peter Junge er både købmænd og ildsjæle i en landsby og opland med godt 1000 sjæle, som sammen har sikret en levedygtig landsby

Resterne af et stort egetræ er det usædvanlige blikfang foran Min Købmand i Filskov, som ligger ved landevejen lige midt mellem Vejle i øst og Tarm i vest.

Den skulpturelle egetræsstamme byder kunderne velkommen til byens købmand, hvor der er et stort udendørs blomster- og plantemarked det meste af året. Og måske viser den gamle eg også vej til en fremtid som ”Danmarks smukkeste landsby”?

I visionen ”Fremtiden i Filskov 2018-2028” er det beskrevet som en drøm, der bygger videre på en kåring som Årets Landsby i 2003.

Borgergruppen bag visionen har besluttet at arbejde målrettet med Filskovs fysiske fremtræden over for indbyggere og gæster. Det handler om at udvikle de fysiske kvaliteter i Filskov, som kan være med til at tiltrække tilflyttere og turister.

Facebook som butikkens nye vindue

Købmandsægteparret Peter og Charlotte Junge bor på en idyllisk landejendom med marker og husdyr lidt uden for Filskov, hvor egetræet i mange år var havens vartegn. Nu er det bragt ind til byen, hvor det kan være startskuddet til en ny visuel oplevelse af hele landsbyen.

For tre år siden valgte Charlotte Junge at gå 100 procent ind i den daglige drift af ægtefællens købmandsbutik og har bl.a. ansvaret for et stort udvalg af blomster, planter, gaveartikler og inspiration til hjemmet.

Hun er også drivkraften i kommunikationen med kunderne via Facebook, som er blevet en grundsten i markedsføringen. Derfor deltog Charlotte Junge i efteråret i et købmandsmøde hos Landdistrikternes Fællesråd i Egtved, hvor Danmarks førende digitale ekspert Benjamin Rud Elberth fortalte om den nye drejebog ”Købmanden på sociale medier”, som er udviklet for De Samvirkende Købmænd og med økonomisk støtte fra Landdistriktspuljen.

– Du skal vise, at du er til stede, og at der er liv i butikken. Både fordi dine kunder skal opleve dig på Facebook, men også fordi du skal sende et signal til Facebooks algoritme om, at siden lever og er relevant for mange mennesker. Du skal fodre og massere algoritmen, så siden også på lang sigt præsterer, som du gerne vil have den til, lød rådet fra den digitale ekspert.

Digital markedsføring

For fire år siden blev facadeskiltet i Filskov ændret fra SPAR til Min Købmand for bedre at kunne tilpasse sortiment og markedsføring til de godt 1.000 borgere i byen og opland. Næsten fire ud af 10 bor i det åbne land.

– Siden har vi målrettet arbejdet på at markedsføre os med lokale tilbud til kunderne via SMS og Facebook. Vi har nu 2.300, der synes godt om os på Facebook, og vi har i 2018 for alvor knækket koden til at skabe engagement og salg gennem konkurrencer, ”ja-tak” tilbud og nyt fra butikken, siger Charlotte Junge.

Hun fortæller, at det var lidt af en øjenåbner, da en konkurrence blev annonceret med et opslag i den lokale avis med ringe effekt og siden gentaget på Facebook, hvor den nåede ud til over 40.000 og både gav et stort ekstrasalg og mange nye følgere og synes godt op på Facebook.

Danmarks længste guirlande

Facebook var også omdrejningspunktet for en konkurrence i Min Købmand om den længste juleguirlande.

Peter Junge skrev i et opslag, at han sammen med en lokal samarbejdspartner ville firedoble præmien på 10.000 kroner, hvis butikken blev nummer et og sende pengene til en ny legeplads hos Filskov Friskole og Børnehave. Det fik store og små i hele byen til at gå sammen om at klippe og klistre i den helt store sølvmedalje.

Selv om det kun blev til en 2. plads med 19.223 meter guirlande – overgået af Min Købmand Ravnkilde med beskedne 46,45 meter – så var der også en præmie på 10.000 kr. til Filskov, som købmanden sammen med en sponsor alligevel valgt at forvandle til 40.000 kroner til bryggeriet af den nye legeplads.

Købmandsægteparrets egne tre børn er vokset fra legepladsen. Men med to døtre på 11 og 17 år og en søn på 15 år har hele familien – både i jobbet og privat – glæde og fordele af en levende landsby med et aktivt forenings- og skoleliv.

Stærkt sammenhold

Charlotte Junge fremhæver, at Filskov har et virkelig godt sammenhold:

– I takt med at de fleste kommunale servicefunktioner er forsvundet siden 1970, har vi fundet nye veje til sikring af vores lokalsamfund. Nu er vi også blevet den selvejende landsby med friskole og børnehave, friplejehjem, renovering af kroen og biogasanlæg og ny spejderhytte og endelig vores private investering i et nyt butiksanlæg i 2010.

Investeringen i et nyt butiksanlæg har været med til at holde omsætningen oppe på indeks 105 gennem alle årene. Men samtidig er det blevet en stadig større udfordring af forny sig og finde på nyt for at holde fast i den positive udvikling. Butikken blev kåret som årets butik i SPAR-kæden i 2011 og belønnet med en studierejse til USA.

Mens Peter har været medlem af bestyrelsen i friskolen, er Charlotte aktiv som håndboldtræner og har været formand for idrætsforeningen.

– Vi kender alle i byen. Og mange af de unge, har vi jo også haft som medarbejdere her i butikken. Det er med til at styrke båndene på tværs af familier og generationer, siger Charlotte Junge og glæder sig over, at mange af de unge mænd flytter tilbage til byen med en kæreste og stifter familie.

– Jeg kommer selv fra Aalborg og var taget til Filskov for sammen med en veninde at opleve den ”store” byfest, som bliver kaldt Viaduktfest og er løbet af stablen hvert år i juni siden 1980. Overskuddet går til Filskov Idrætsforening og spejderne. I festteltet mødte jeg Peter, der endnu ikke var flyttet hjemmefra. Der gik ikke lang tid, før at vi flyttede sammen på vores lille landsted og blev en ny familie i Filskov.

Charlotte Junge har med den digitale drejebog ”Købmanden på sociale medier” fået en værktøjskasse med redskaber til at blive endnu bedre til gennem engagerende opslag at opnås sammenhængskraft og salg. Foto: Flemming Effersøe

Ramme/boks

Fremtiden i Filskov 2018-2028 er en plan med visioner og mål for udvikling. Planen er udviklet af Kontaktudvalget i Filskov i samarbejde med foreningslivet, erhvervslivet, den yngre generation og den ældre generation i Filskov og omegn. Udviklingsplanen tager udgangspunkt i landsbyens status 2018 og lokale historie. På dette grundlag viser planen, hvad borgerne forventer sig af fremtiden.

http://filskov.infoland.dk/wp-content/uploads/2018-2028-Fremtiden-i-Filskov-version-2018-11-20.pdf

 

Charlotte Junge er drivkraften i kommunikationen med kunderne via Facebook, som er blevet en grundsten i markedsføringen.

Del:

RELATEREDE NYHEDER

Nyhedsbrevet for selvstændige købmænd: