Temaer, Nyheder

Det skal være nemt og (miljø)venligt

1. marts 2018
             
    

Købmand Jørgen Nordtorp klar til fremtiden med ny butik, der blev åbnet som nummer 300 i REMA 1000

Købmand Jørgen Nordtorp kunne i efteråret 2017 åbne en ny REMA 1000 i Korsør. Det var kædens butik nummer 300, og siden er en håndfuld flere butikker kommet til. De nyeste butikker har taget hul på en fremtid, hvor de i endnu højere grad bliver brugt af kunderne som et ekstra køleskab. Solceller på taget er med til at gøre det miljøvenligt.

– Personligt oplever jeg min nye butik på samme måde som at sætte sig ind i en helt ny bil. Det hele er lækkert, kører som smurt og er proppet med ny og mere teknik, som gør det nemmere at navigere og nyde kørslen med god samvittighed, siger Jørgen Nordtorp.

Han blev købmand i REMA 1000 for 13 år siden og har fulgt en udvikling, hvor butiksanlæg, servicekontor og logistik løbende er optimeret i en grad, så han næsten på klokkeslæt kender varens ankomst og salg gennem kassen.

Mens kæden perfektionerer sortiment, priser, markedsføring, logistik, butiksanlæg og beliggenhed, kan Jørgen Nordtorp som den lokale købmand bruge sine kræfter på at rekruttere de bedste medarbejdere og sikre en toptrimmet butik med et space, der altid får butikken til at fremstå dynamisk og aktuel.

Den lokale madbutik

Frugt- og grønt er butikkens centrale puls. Forandringer i forbrugernes adfærd og deres større appetit på nemme måltidsløsninger har flyttet tyngde fra kolonial til friske varer og convenience. REMA 1000 skruer op for blusset som den lokale madbutik.

Her er ingen lette sommersalater efter 1. september. Også koldskålen er væk fra gulvet og kun på hylde, når sensommeren banker på. Op til jul er der disponeret så skarpt, at købmanden hellere skuffer kunden med brunkager og pebernødder tre timer før lukketid juleaftensdag end at skulle faldbyde julestads i januar, hvor kunderne forventer at få inspiration til slankemad.

– Vi skal vinde fremtiden på at gøre det nemt og bekvemt for kunderne at gøre deres daglige indkøb uden forhindringer, siger Jørgen Nordtorp og fremhæver, at sidegevinsten er mindre madspild. En stadig mere præcis salgshistorik hjælper leverandørerne til at producere rette mængder, hvad der fører til færre kampagner på restpartier.

Købmanden i Korsør forudser, at evnen til at disponere præcist og ikke at spilde kundens tid, er nogle af de vigtigste parametre, der afgør om den fysiske butik skal spille en rolle i fremtiden.

Sammenlignet med hans tidligere butik i den modsatte ende af Korsør på vej ud mod motorvejen er der i hans nye butik kommet ekstra kapacitet på køl og frost. Det giver plads til et endnu bredere sortiment af kød – både fersk og på frost. Som noget nyt er æg samlet med mejerivarer for at skabe mere enkelhed.

Mindst muligt brug af punktkølere eller en bedre integration med det øvrige butiksinventar er med til at sikre helhedsindtrykket af en mere overskuelig og harmonisk butik.

Solen giver strøm

På butikstaget er der installeret et solcelleanlæg på 20 KwH, som forventes at dække otte til 10 pct. af butikkens samlede energibehov til strøm og varme. Solens lys giver dermed strøm til bl.a. butikkens LED-pærer, som dækker samtlige lyskilder i og uden for butiksanlægget. Alene det giver en besparelse på 40 pct. i forhold til gammeldags lyskilder som spot, lysstofrør og glødelamper.

Solcelleanlægget er også med til at give strøm til kølemøbler og ventilationsanlægget, der sammen med et såkaldt lufttæppe i vindfanget, giver en konstant temperatur i butikken året rundt. Lufttæppet holder desuden insekter ude af butikken.

Et varmegenindvindingsanlæg genbruger varmen i butikken, som især genereres af kølemøblerne. Samlet set sparer købmanden ca. 200.000 kr. årligt på energi og vedligeholdelse.

– I en discountbutik tæller hver eneste decimal. Det er marginaler og volumen, som gør forretningsmodellen økonomisk holdbar. Så det er lige før, at jeg tæller de lyse timer. Jeg kan i princippet aflæse dem på min bundlinje og dermed min løn, siger købmanden og betoner, at kundestrømmen mellem kl. 14 og 18 trods alt er den vigtigste kilde til indtjening. Med 85 parkeringspladser og ekstra brede båse kommer kunderne nemt til og fra butikken.

LED, solceller og varmegenindvinding gør fremtidens discountbutik til en mere miljøvenlig butik. For købmand Jørgen Nordtorp kan det samtidig ses på bundlinjen. Fotos: Flemming Effersøe

Købmandens ægtefælle Merete arbejder også i butikken.