Spring til indhold
Søg
Close this search box.

Brygget i en god sags tjeneste

Brygmester Niels Buchwald fra Aarhus Bryghus brygger lokalt til REMA 1000 i det østjyske. Købmændene sender en del af overskuddet videre til lokale ildsjæle Adskillige tusinde flasker øl fra Aarhus

Brygmester Niels Buchwald fra Aarhus Bryghus brygger lokalt til REMA 1000 i det østjyske. Købmændene sender en del af overskuddet videre til lokale ildsjæle

Adskillige tusinde flasker øl fra Aarhus Bryghus med lokale by-etiketter er siden sommer solgt hos cirka 30 østjyske REMA 1000 købmænd. For hver solgt flaske sender købmændene et beløb videre til lokale foreninger og frivillige.

Købmand Mads Veirup fra REMA 1000 i Brabrand – få kilometer fra bryggeriet i Viby sydvest for Aarhus – lagde den 24. september et opslag på butikkens Facebookside:

”ER DU TØRSTIG? 😉🍻

I samarbejde med Aarhus Bryghus lancerer vi nu BRABRAND LOKALBRYG! 😍

Kom forbi til smagsprøver på lørdag fra 11-15!

For hver øl vi sælger, donerer vi 5 kr. til de frivillige ildsjæle i Brabrand IF ⚽️”

– Jeg har nu solgt næsten 300 flasker til 30 kroner stykket. Det kan kun skyldes, at kunderne er blevet opmærksomme på øllet via Facebook, siger Mads Veirup.

Øltypen i Brabrand er en New England IPA fyldt med aroma takket være en såkaldt ”tørhumling”.

Faktisk var det Mads’ kollega Lise Leander i Stavtrup på den modsatte side af Brabrand sø og endnu tættere på bryggeriet, som tidligere på året blev enig med kædens indkøber om at oprette et særligt varenummer på en ”Stavtrup Lokalbryg”.

Det gjorde det nemmere at håndtere den lokale vare. Butikken har siden solgt næsten 3.500 flasker, hvad der giver en god skilling til det lokale foreningsliv.

Erfaren brygmester

Efter godt 20 år som brygmester på Ceres og Thor, som i dag er brands under Royal Unibrew, kunne brygmester Niels F. Buchwald i september 2005 sælge sit eget første bryg til dagligvarehandlen i Danmark.

Dermed har han været med fra den spæde start, da den danske ølrevolution gav danskerne smag for specialøl og banede vej for mange, mindre bryggerier.

Fra begyndelsen var brygmesteren fokuseret på at producere øl til det brede marked efter mottoet:

– Øl til nydelse, øl til deling og øl til mad. Hvis man skal leve af det, skal man henvende sig til andre end ølentusiaster, siger Niels Buchwald, der fik lov at servere fadøl til et distriktsmøde i REMA 1000.

– Her hørte jeg købmanden i Stavtrup fortælle om hendes succes med at sælge ”Stavtrup Lokalbryg” og markedsføre det på Facebook. Det åbnede døren for at udvide konceptet til flere REMA 1000 butikker i det østjyske, forklarer Niels Buchwald.

Glad købmand

Den 45-årige købmand i Brabrand er glad for samarbejdet med Aarhus Bryghus, som er med til at styrke butikkens position i lokalområdet:

– Jeg har boet i Brabrand i 15 år. Og for et år siden fik jeg mulighed for at overtage min drømmebutik efter tre år i REMA 1000 i Trøjborg, fortæller Mads Veirup.

Butikken i Brabrand åbnede for 11 år siden.

Han har tidligere arbejdet i 7-Eleven i 10 år og syv år i MacDonald’s, hvor han fik en lederuddannelse.

Selv om Mads Veirup relativt sent i sin karriere kom i gang med dagligvarehandlen, så ruller købmandsblodet i årene. Hans far havde Rundhøj Super i Højbjerg og farfaren var købmand på Absalonsgade midt i Aarhus. Fotos: Flemming Effersøe

 

Butikken i Brabrand åbnede for 11 år siden. Butikkens købmand bor 300 meter fra butikken.

Del:

RELATEREDE NYHEDER

Nyhedsbrevet for selvstændige købmænd: