Spring til indhold
Søg
Close this search box.

Betal med Dankort på mobilen

Med udviklingen af et Dankort på mobilen passeres endnu en vigtig milepæl i udviklingen af Dankort. Dermed får danskerne nye og endnu bedre muligheder for at betale direkte fra deres

Med udviklingen af et Dankort på mobilen passeres endnu en vigtig milepæl i udviklingen af Dankort. Dermed får danskerne nye og endnu bedre muligheder for at betale direkte fra deres smartphones, og Dankort fremtidssikres som danskernes foretrukne betalingsmiddel.

“Stadig flere forbrugere ønsker at betale med mobilen, når de står i forretningen. Derfor har vi, sammen med detailhandlen, ønsket at udvikle et mobilt Dankort, der vil fungere på de terminaler, som forretningerne allerede anvender i dag. Dankort på mobil vil gøre hverdagen lidt nemmere for danskerne og butikkerne, og Dankort fastholdes som den billigste og mest effektive betalingskanal. Derudover er dette endnu et skridt i den rigtige retning mod at få færre kontanter i omløb,” siger markedsdirektør for Dansk Erhverv, Henrik Hyltoft.

Som forbruger bliver dette en ekstra mulighed. Man kan stadig betale med sit fysiske betalingskort – enten på klassisk vis med indlæsning af kortets chip eller kontaktløst. 700.000 nye kontaktløse Dankort ligger allerede i danskernes lommer, og mange har prøvet at betale kontaktløst. Mere end halvdelen af alle betalinger med Dankort sker i dag fra terminaler, der kan tage imod kontaktløse betalinger. Fra næste efterår kan man nemt og hurtigt downloade en app og betale med Dankort på mobilen på samme måde som med det kontaktløse kort.

“Det går nemt og hurtigt med at betale kontaktløst i takt med at stadig flere danskere prøver det af, og ekspedienterne bliver mere fortrolige med den nye måde at betale på. Fra næste efterår skal man bare føre mobilen hen til terminalens kortlæser og afvikle en kontaktløs betaling. Handler man for op til 200 kr., skal PIN-koden ikke indtastes, som når man betaler med et kontaktløst kort,” fortæller Jeppe Juul-Andersen, Senior Vice President i Nets med ansvar for Dankort.

Alle smartphones vil kunne være med

Nets udvikler en todelt løsning, for at så mange danskere som muligt kan betale med Dankort på mobil. De omkring 2 mio. smartphones, der har en aktiv NFC-funktion, kan bruges til betaling som de kontaktløse kort. De smartphones, der ikke har NFC, kræver en løsning, der baseres på QR-koder eller Bluetooth. Forretningerne skal tilpasse deres terminal-udstyr, for at de kan tage imod Dankort-betalinger fra disse telefoner.

“Stadig flere funktioner samles på mobiltelefonen, og med Dankort på mobil åbnes muligheden for et helt nyt og digitalt betalingsunivers for forbrugere og forretninger,” understreger Henrik Hyltoft, markedsdirektør for Dansk Erhverv, og Jeppe Juul-Andersen supplerer:

“Dankort er danskernes foretrukne betalingsmiddel, og en af styrkerne er, at næsten alle har et på lommen, og stort set alle forretninger tager imod Dankort. Derfor er det vigtigt for os, at betaling med Dankort på mobilen i videst muligt omfang kan ske på det terminal-udstyr, som forretningerne har i dag,” slutter Dankort-direktøren.

Fakta om sikkerhed og kontaktløs betaling

Den kontaktløse kortteknologi i mobiltelefonen baserer sig på en token. Det betyder, at den information, der er i telefonen, og som udveksles imellem telefon og terminal, ikke rummer følsomme data. Telefonen genererer en token, dvs. en talværdi, som Nets omdanner til en betalingstransaktion. Betalingen sker, som det er muligt med de nye fysiske Dankort, helt uden fysisk kontakt med terminalen. Den kontaktløse betaling gennemføres ved, at mobilen holdes hen til det kontaktløse symbol på terminalen. Displayet på terminalen viser, når betalingen er godkendt.

PIN-koden skal ikke indtastes ved køb op til 200 kr., og Dankort på mobilen bliver dermed et bekvemt alternativ til kontanter, som ofte foretrækkes ved mindre køb. Ifølge Nationalbanken er Dankort langt den billigste betalingsform for samfundet, og de samfundsmæssige omkostninger ved at anvende Dankort på forretningssteder er markant lavere end betaling med kontanter eller internationale kort.

Der er i dag udstedt mere end 5,5 mio. Dankort og Visa/Dankort, og i 2015 forventes der foretaget mere end 1,2 mia. betalinger med Dankort i danske forretninger.

Læs mere om det nye Dankort og fordelene for både kortholdere og forretninger på www.dankort.dk

Del:

RELATEREDE NYHEDER

Nyhedsbrevet for selvstændige købmænd: