Spring til indhold
Søg
Close this search box.

Besjælet købmand på Frederiksberg

Torben Christensen har udviklet supermarkedet på Borups Allé til moderne madmarked med over 100 ”madarbejdere”. Nu er han også medlem af bestyrelsen i De Samvirkende Købmænd Torben Christensen er vokset

Torben Christensen har udviklet supermarkedet på Borups Allé til moderne madmarked med over 100 ”madarbejdere”. Nu er han også medlem af bestyrelsen i De Samvirkende Købmænd

Torben Christensen er vokset op i Brugsen i Grønbjerg tæt ved Skjern syd for Holstebro. Siden 2008 har han været købmand i supermarkedet på Borups Allé på Frederiksberg. Der er næsten 2.000 salgskvadratmeter og mere end 100 ansatte. Nu er den 60-årige købmand i MENY også medlem af bestyrelsen for De Samvirkende Købmænd.

For fire år siden blev supermarkedet på Frederiksberg en del af den nye landsdækkende supermarkedskæde MENY, hvor købmænd og kæde selv kalder deres ansatte for ”madarbejdere” for at understrege, at MENY er et fødevaremarked med faguddannede i alle afdelinger.

Selv har Torben Christensen fokus på løbende at dygtiggøre sig som sommelier og har taget flere kurser hos WineClass.

Salgsglæde og torvestemning

Set udefra syner supermarkedet ikke af så meget. På den beskedne plads foran indgangen er der fyldt op med cykler. Kunder i bil må parkere på den trafikerede Borups Allé. Tæt ved suser biler af sted på den omdiskuterede Bispeengbuen, som der er politiske ønske om at få gravet ned for at hele såret mellem Frederiksberg og Nørrebro.

På den anden side af karruseldøren åbner butikken sig imidlertid foran kunden med et bombardement af sanseindtryk. Ligefrem frister kager og brød fra Bodenhoffs Bageri og til venstre får chokoladen fra Peter Beier selv den mest kræsne og livforsagende til at overgive sig.

Sammen med dagslyset fra vinduerne ud mod Borups Alle strømmer kunderne ind i en bugnende og farvemættet frugt- og grøntafdeling på venstre side og en vinafdeling på højre side, hvor vinen ikke kun står snorlige, men også byder sig til som gik man rundt på et torvemarked.

Konceptet sidder lige i købmandskabet

– Med MENY er det blevet endnu mere sjovt og inspirerende at være købmand. Konceptet passer perfekt til den kvalitetsbevidste kunde. Og som købmand kan jeg tilføje varer og udstillinger, som passer til mine kunder på Frederiksberg, siger Torben Christensen.

De fleste kunder handler med kurv. Færre med vogne. Derfor handler mange kunder tre til fire gange om ugen, og butikkens ”madarbejdere” må derfor hele tiden stræbe efter at give kunderne en ny indkøbsoplevelse.

– Vi har mange yngre kunder, vi har mange singler og vi har mange samboende uden børn. Det skaber et indkøbsmønster, der er meget anderledes end en traditionel børnefamilies. Mange af vores kunder lever og handler fra dag til dag og lader sig inspirere af deres omgivelser. Det sætter store krav til os, siger købmanden.

Derfor arbejder butikken også meget med kommunikationen på de sociale medier. Der er over 7.000 følgere på butikkens Facebookside, hvor strategien er mere fokus på inspiration, nyheder, konkurrencer og medarbejdere og mindre fokus på tilbud og pris.

Selv stiller købmanden gerne op til en velproduceret videonyhed, hvis det er med til at brande supermarkedet på tværs af afdelingerne. Opslag om specifikke nyheder og varer står den ansvarlige ”madarbejder” selv for.

Midt i brændpunktet uden at slukke brande

DSK’s udsendte møder købmanden mellem vinen og ”frugt og grønt”, hvor han fylder en hylde op med brioche-boller. Denne dag er der lagt op til, at kunderne sætter tænderne i en luksusburger. Han siger lavmælt og roligt til en ”madarbejder”, at der mangler rosé-vin på hylden. Tomme hylder er lig med mistet salg.

– Jeg er praktiker og nyder at være i brændpunktet mellem varer, medarbejdere og kunder. Sammen med mine erfarne og dygtige medarbejdere er vi altid på omgangshøjde med kunde- og varestrøm. Vi har sjældent brug for at slukke brande og kan i stedet fokusere på at skrue på de mange knapper, som i sidste ende giver en god bundlinje.

– Det gælder jo for hele den danske dagligvarehandel, at det er volumen, som skabe fortjenesten. Marginalen på den enkelte krone er forsvindende lille, så der skal virkelig være styr på tallene. Og mine medarbejdere skal have lysten til hele tiden at gøre det bedre end dagen før. Ellers går vi i stå, siger Torben Christensen.

ISO er forbilledet

Som tidligere varehusdirektør i det daværende Obs! City 2 og siden drifts- og salgsdirektør i Kvickly Kæden under Coop har han som praktiker fået en solid erfaring inden for drift og ledelse, som han høster frugterne af som selvstændig købmand.

Senere blev han varehuschef i METRO Cash & Carry, som igen blev skiftet ud med Dagrofa, hvor ISO-kæden blev hans domæne som salgsdirektør.

– ISO-kæden har betydet meget for mig. Jeg er nærmest besjælet af det. Heldigvis har vi med succes forstået at bygge den københavnerbaserede kædes DNA ind i MENY med respekt for, at det er en landsdækkende kæde med forskellige kunder. Mens ISO var dygtige i mødet med kunderne, så manglede kæden muskler i forhold til konkurrenterne på indkøbsstyrke og logistik. Det har MENY hos Dagrofa, siger Torben Christensen.

En stemme i bestyrelsen

Torben Christensen håber, at han med sin brede erfaring fra dagligvarehandlen kan være med til at styrke købmandens rolle som en del af selvstændighedskulturen og påvirke DSK’s lobbyindsats over for Christiansborg i en retning, der skaber de bedst mulige rammer for at drive godt købmandskab.

Et aktuelt politisk tema er madspild.

– Som købmand frygter jeg, at kampen mod madspild bliver brugt til politiske markeringer i stedet for at finde løsninger.

– Grundlæggende har jeg som købmand kun interesse i at købe varer hjem til mine kunder og ikke til containeren. Men over for dette hensyn står kundernes ønsker om friskhed, udvalg og tilgængelighed, siger Torben Christensen.

Som et apropos kan han glæde sig over, at hans 23-årige datter Louise netop er blevet logistikøkonom på Copenhagen Business Academy.

Et andet politisk tema er pant på emballager.

– Nu er pant- og retursystemet til vand, sodavand og øl udvidet til også at gælde for saft og juice i bestemte emballager. Jeg kan godt frygte, at politikerne vil løse et ressource- og miljøproblem ved at tvinge butikker til at være genbrugsstation. Men vi er jo først og fremmest fødevarebutikker med krav til høj standard på renlighed og hygiejne, siger Torben Christensen.

Fra havetraktor til havnebad

Når Torben Christensen skal til bestyrelsesmøder på Islands Brygge kan han glæde sig over, at logistikken er optimal. Efter en årrække som hobbylandmand ved Frederikssund og en skilsmisse valgte han at købe en mere overskuelig og moderne lejlighed på Islands Brygge.

– Da jeg var yngre, elskede jeg at koble af på havetraktoren. Nu kan jeg hoppe i havnen om aftenen efter en lang dag i butikken og få ny energi, siger Torben Christensen, der på mandag for anden gang cykler med Team Rynkeby til Paris. Han ankommer til Champs Elysées næste lørdag.

– Det er min måde at give noget tilbage som tak for den kræftbehandling, som min søn Jakob har fået. Han fik leukæmi som 12-årig og min ekskone og jeg boede nærmest et par år på skift på Rigshospitalet. Nu er han 19 år, rask og nyudsprunget student fra HHX. Jeg glæder mig til at komme på landevejen med de andre ryttere og overlader trygt butikkens drift til mine dygtige medarbejdere.

Dygtige og erfarne ”madarbejdere” er opskriften på godt købmandskab i MENY på Borups Alle. For købmand Torben Christensen handler ledelse om at have et team, som på hvert sit område formår at skabe resultater, så han kan koncentrere sig om at møde kunder og medarbejdere i øjenhøjde. Stabilitet i ledelsen og sikkerhed om kursen giver tryghed for alle parter. Foto og tekst: Flemming Effersøe

Fra ung elev til erfaren leder og købmand. Det har altid ligget i kortene, at Torben Christensen skulle være købmand i sin helt egen butik. Både hans far og farfar var brugsuddeler i en menneskealder i fødebyen Grønbjerg i Vestjylland. Torben selv tog den traditionelle handelsskolevej med elevplads i Brugsen, dog ikke hos familien; men i den større by Skjern syd for Holstebro. Som udlært i 1977 valgte den 18-årige købmand in spe at flytte til Helsinge i Nordsjælland, hvor han fik job i Danmarks dengang største selvstændige brugsforening, hvor han begyndte i vinafdelingen.

 

Torben Christensen er altid nysgerrigt på udkig efter nye måder at gøre tingene på. Han retter sit blik bag de runde briller mod andre butikstyper og andre brancher. Her lader sig gerne inspirere af restauranter, der er med til at sætte en ny madtrend i gang, eller pop-up-butikkerne i indre by:
– Som jeg plejer at sige, det starter på Rådhuspladsen og breder sig ud, og det som er hipt her er måske hipt i Hirtshals om to år. MENY på Borups Allé har også derfor den store fordel at ligge i København, og stort set al innovation starter her. Det gælder om at spotte trends og prøve ting af.

MENY Borups Allé har befæstet sin position blandt Frederiksbergs førende fødevaremarkeder. Det er kun gået fremad siden 2015, hvor købmand Torben Christensen kunne sætte MENY på facadeskiltet.

 

Del:

RELATEREDE NYHEDER

Nyhedsbrevet for selvstændige købmænd: