Spring til indhold
Søg
Close this search box.

Købmændene om vækstplanen: Både godt og skidt

For detailhandelen er det vigtigste og bedste i vækstplanen, at den ikke indeholder Produktivitetskommissionens forslag om en planlovs-liberalisering, som ville medføre etablering af flere hypermarkeder, mener De Samvirkende Købmænd. ”Regeringens

For detailhandelen er det vigtigste og bedste i vækstplanen, at den ikke indeholder Produktivitetskommissionens forslag om en planlovs-liberalisering, som ville medføre etablering af flere hypermarkeder, mener De Samvirkende Købmænd.

”Regeringens vækstplan rummer både godt og skidt, men det vigtigste for detailhandelen er nok – set i forhold til Produktivitetskommissionens oplæg – at der ikke i regeringens plan indgår tanker om en liberalisering af planlovens detailhandelsbestemmelser”, siger John Wagner, adm. direktør i De Samvirkende Købmænd (DSK).

Ifølge DSK er det yderst vigtigt at få ro omkring planloven, så butikkerne i bymidterne og på landet igen tør investere i butikkerne uden frygt for, at der næste år kommer et hypermarked uden for områdets største by.

”Derfor på det område ros til regeringen for ikke at lytte til Produktivitetskommissionen. Også ros til regeringen for energiafgiftslempelserne og bedre finansieringsmuligheder for de små og mellemstore virksomheder, som forhåbentlig kan styrke produktion og beskæftigelse med spinoff på det private forbrug til gavn for detailhandelen”, siger John Wagner.

DSK roser også regeringen for det treårige forsøg med kontantløse butikker, som forhåbentlig kan nedbringe antallet af røverier i dagligvarebutikker.

Men der er også tidsler i vækstplanen:

”Forhøjelsen af afgifterne på cigarer, cerutter og cigarillos virker altså lidt altmodisch – man skulle meget hellere have sat afgifterne ned på øl og vin og ryddet op i gamle punktafgifter, så vi kan få grænsehandelen tilbage til Danmark og dermed vækst i de danske butikker”, siger DSK’s direktør og fortsætter:

”Og så er vi mildt sagt forundret over, at regeringen i modstrid med anbefalingerne fra politiet og Skat foreslår en afskaffelse af den såkaldte næringsbrevsordning. Forslaget bygger på forældede tal og dækker over, at fødevaremyndighederne har svigtet ordningen. Risikoen er nu, at der kommer et opsving i ulovligheder i dele af kiosk- og restaurationsbranchen, og det er vel ikke den slags vækst, at regeringen vil fremme.”

Del:

Nyhedsbrevet for selvstændige købmænd: