Spring til indhold
Søg
Close this search box.

Tre år med Bedre Dyrevelfærd: Mærket er kendt og har forbrugernes tillid

Forbrugerne kender det statskontrollerede dyrevelfærdsmærke og stoler på, at de støtter en bedre dyrevelfærd, når de rækker ud efter varer med de grønne hjerter På tre år er forbrugernes kendskab

Forbrugerne kender det statskontrollerede dyrevelfærdsmærke og stoler på, at de støtter en bedre dyrevelfærd, når de rækker ud efter varer med de grønne hjerter

På tre år er forbrugernes kendskab til Det Statskontrollerede Dyrevelfærdsmærke skudt i vejret, så mere end 60 procent af forbrugerne nu kender mærket. Det viser en forbrugerundersøgelse, som analyseinstituttet YouGov har udarbejdet for Miljø- og Fødevareministeriet. Mere end 2.000 forbrugere har deltaget i stikprøveundersøgelsen.

Mærket, der kom på markedet i 2017, kan sættes på grise-, kyllinge- og kalve- og oksekød samt ost, mælk og andre mejeriprodukter og findes i dag i dagligvarebutikker over hele landet.

Fremgangen for dyrevelfærdsmærket glæder fødevareminister Mogens Jensen:

– Ved at gå efter dyrevelfærdsmærket kan forbrugerne være med til at sikre bedre dyrevelfærd for blandt andet grise, køer og kyllinger. Vi har god dyrevelfærd i Danmark, men med dyrevelfærdsmærket kan forbrugerne være med til at gøre den endnu bedre. Det gør en forskel for den enkelte kalv, der får en bedre start på livet, og grisene, der får mere halm at rode med.

Underdirektør Jytte Tandrup, De Samvirkende Købmænd, har på vegne af købmændene været med til at udvikle de omfattende kriterier, som ligger til grund for tildelingen af dyrevelfærdsmærket.

Hun glæder sig over, at hovedparten af dagligvarehandlen, herunder DSKs medlemmer, er enige om at støtte det statslige dyrevelfærdsmærke:

– Sortiment og markedsføring er nøglen til at vinde kundernes hjerte for bedre dyrevelfærd. Det kan vi se hos bl.a. MENY, SPAR, Min Købmand og REMA 1000, som var blandt pionererne for tre år siden, da kæderne lancerede et bredt udvalg af grisekød med to eller tre hjerter.

Tal fra YouGov dokumenterer, at kendskabet til mærket fra 2018 til 2019 voksede fra lige under 50 procent til godt 60 procent. Samtidig har hele 75 procent af de respondenter, som kender mærket, tillid til mærket.

Undersøgelsen viser også, at færre ved, nøjagtig hvad de tre hjerter dækker over. Derfor har Mogens Jensen bedt Fødevarestyrelsen om en forbrugerkampagne, som kan styrke forbrugernes viden om, hvad de får, når de vælger fødevarer med enten et, to eller tre grønne hjerter.

Dyrevelfærdsmærket blev lanceret på grisekød i 2017. I 2018 blev mærket udvidet til forarbejdede produkter som pålæg og leverpostej samt kyllingekød og på spisesteder. Sidste år blev mærket udvidet, så det nu også kan tildeles kalve- og oksekød samt mælk og mejeriprodukter.

Hvorfor et Dyrevelfærdsmærke?

Formålet med Det Statslige Dyrevelfærdsmærke er at forbedre dyrevelfærden for flest mulige køer, grise og slagtekyllinger gennem forbrugernes indkøb. Dyrevelfærdsmærket gør det muligt for forbrugerne at se, hvilke produkter der lever op til kravene om bedre dyrevelfærd.

Hvad står Dyrevelfærdsmærket for?

Dyrevelfærdsmærket er baseret på centrale grundkrav udvalgt af Fødevarestyrelsens eksperter i dyrevelfærd. Med disse grundkrav opfyldes forhold, der går væsentligt ud over de gældende krav i lovgivningen. Dyrevelfærdsmærket findes i tre niveauer med stigende krav til dyrevelfærden. Højere krav fører til højere priser – det betyder, at der er noget for enhvers præferencer og pengepung.

Del:

RELATEREDE NYHEDER

Nyhedsbrevet for selvstændige købmænd: