Seks kommuner i hovedstadsområdet har igangsat kampagnen ’Styr Energien’, der de næste to år skal hjælpe bl.a. detailhandelen med at minimere forbruget af el og varme. Driver du virksomhed i én af disse kommuner – Allerød, Ballerup, Frederikssund, Furesø, Gladsaxe og Høje-Taastrup – har du nu mulighed for at blive en del af projektet.
’I projektet Styr Energien giver kommunerne deres lokale virksomheder en håndsrækning til at blive mere energieffektive”, fortæller projektleder Lone Kelstrup fra den grønne organisation Gate 21.
Hvad kan projektet hjælpe med?
I Styr Energien hjælper de deltagende kommuner de lokale virksomheder med at sætte fokus på energibesparelser. Kommunen kan hjælpe virksomheden med at finde ud af om der er penge at spare på energiregningen. Er der det, kan kommunen hjælpe virksomheden videre. For eksempel med at få et overblik over energiforbruget knyttet til for eksempel belysning, opvarmning, ventilation, køling og maskinpark, og hvor virksomheden kan sætte ind for at spare.
Virksomheden hjælpes videre
Kommunen kan hjælpe virksomheden med at lave en energihandlingsplan og følge op på den. Herudover kan kommunen invitere virksomhederne til netværksmøder om muligheder for at spare energi, ligesom de sætter virksomhederne i forbindelse med kvalificerede håndværkere, energirådgivere og leverandører, der kan beregne priser og tilbagebetalingstider på investeringer i energibesparende produkter.
Vil du deltage?
Interesserede virksomheder beliggende i en af de seks kommuner er velkomne til at kontakte Gate 21’s projektleder Lone Kelstrup på lone.kelstrup@gate21.dk for mere information om projektet.
Om Styr Energien
De deltagende kommuner er i projektet er: Allerød, Ballerup, Frederikssund, Furesø, Gladsaxe og Høje-Taastrup Kommune. Aalborg Universitet, TREFOR, Schneider Electricog Gate 21 er desuden partnere i projektet. Energitjekket tilbydes i første omgang til detailhandelsbutikker, autoværksteder og maskinværksteder. Projektet er støttet af midler fra Energifonden. Kampagnen ”Styr Energien” er et projekt i partnerorganisationen Gate 21.