Spring til indhold
Søg
Close this search box.

REMA 1000-pioner på Sjælland

Købmand Jesper Pedersen åbnede kædens første butik i Næstved i 1996 Købmand Jesper Pedersen har altid være god til at flytte tomater. Og for snart 25 år siden fik han

Købmand Jesper Pedersen åbnede kædens første butik i Næstved i 1996

Købmand Jesper Pedersen har altid være god til at flytte tomater. Og for snart 25 år siden fik han chancen for at sætte varer på hylden som ”herre i eget hus” i REMA 1000-butik nummer to på Sjælland.

– Mens de konverterede Prisa-butikker i Jylland og på Fyn havde sat REMA 1000 på landkortet i Vestdanmark allerede i 1994, så var Sjælland næsten jomfrueligt land frem til 1996 med bare en butik i Ølstykke, fortæller Jesper Pedersen.

Han havde flere år forinden læst og hørt om det norske franchisekoncept, der havde planer om at komme til Danmark for at tage konkurrencen op med Netto, fakta og Aldi.

– Jeg kunne godt lide tanken om, ”frihed sat i system”, hvor jeg som lokal købmand kunne bruge al min energi på butiksgulvet og høste løn som fortjent, siger Jesper Pedersen.

Han tilføjer med et smil, at verden ville være et bedre sted, hvis denne filosofi var mere udbredt metode til at regulere relationer mellem mennesker.

Butik nummer to på Sjælland

Han skrev til den nye kæde i Danmark, som dengang var ejet af norske Reitan og Løvbjerg-familien i fællesskab, og fik chancen for at realisere sin drøm som en af de allerførste købmænd på Sjælland. I 1996 åbnede han REMA 1000 i Næstved. I dag har byen seks REMA 1000 butikker, og kæden har på landsplan rundet 330 butikker.

– Beliggenheden var ærlig talt ikke særlig attraktiv, så jeg ville ikke putte mine sparepenge i butikken. I stedet blev jeg ansat af kæden og fik senere at vide, at hvis konceptet kunne bære på den ydmyge adresse i Næstved, så kunne kæden erobre hele Sjælland, fortæller Jesper Pedersen.

Butikken i Gilleleje åbnede året efter. Og i 2001 kunne Jesper Pedersen åbne butikken i Gørlev, inden han fik butikken på Korsørvej i Slagelse i 2003, hvor han har været købmand lige siden.

Skæve tænder med et smil

I skolen drømte han om at blive tandlæge, da han blev fascineret af tandlægens forsøg på at rette hans skæve tænder med en bøjle.

– De er stadig skæve, og jeg blev matematisk student med så ringe karakterer, at jeg i stedet tog imod tilbuddet om en butiksuddannelse i det daværende OBS! Slagelse, hvor jeg både før, under og efter gymnasietiden egentlig havde følt mig mest hjemme, fortæller Jesper Pedersen.

Smilet er da heller ikke stivnet. Tværtimod er det blevet købmandens særkende.

– Varehuschefen var fleksibel nok til at skrue en uddannelse sammen, som jeg kunne gennemføre på et par år, da jeg jo havde brugt – om end tre halvhjertede år i gymnasiet. Siden er det jo blevet mere almindeligt at skræddersy elevuddannelsen i forhold til gennemført skolegang, siger Jesper Pedersen, der fik sit første lederjob som butikschef i BS Supermarked i Benløse ved Ringsted.

Siden søgte han job i Dansk Supermarked (nu Salling Group, red.) for at lære discountkonceptet at kende, inden REMA 1000 rykkede ind på det danske marked. Det blev til lederjob i Bilka, Føtex og Netto, hvad der samlet set gav den unge købmandsspire en alsidig baggrund i dagligvarehandlen.

Praktik i Børkop

Han blev klædt på til jobbet i REMA 1000 i Næstved hos købmandsægteparret Brian og Gitte, som dengang var blandt kædens tidligste pionerer med butikken i Børkop ved Fredericia.

– Jeg boede hos dem privat i en uge og fik hurtigt en god fornemmelse af, hvad REMA 1000 var for en størrelse dengang: Tempo, tørvarer og troen på, at du kunne gøre en forskel som den lokale købmand. Det var lige, hvad jeg drømte om, og siden har rejsen med REMA 1000 jo ikke være mindre eventyrlig.

Sortiment, åbningstider, kvadratmeter og antal medarbejdere er under konstant forandring, så butikken i dag fungerer som kundernes eksterne køleskab med vægt på frugt, grønt, ferskvarer, brød og convenience. Det er ikke nok kun at sælge øl, tomater og ris.

Butikken på Korsørvej fik sin seneste udvidelse i 2018 med flere varer, mere plads og nye køle- samt frysediske. Så nu er butikken på 750 salgskvadratmeter og har op mod et halvt hundrede medarbejdere.

Kendskab til lokalmiljøet og sjov i hverdagen

Selv om Jesper Pedersens rolle som købmand er ændret fra selv at skulle tage slæbet på butiksgulvet sammen med en håndfuld medarbejdere til i højere grad at være leder, inspirator og sparringspartner for sine medarbejdere, holder han fast i sine to kerneprincipper: kendskab til lokalmiljøet og sjov i hverdagen.

– Det var en stor dag for mig, da jeg kunne åbne REMA 1000 i Slagelse. Jeg har selv boet her det meste af mit liv og kender byen ind og ud. Jeg gør en dyd ud af altid at tage mig tid til at få en god snak med kunderne. Det med til at give mig en forståelse for, hvad de efterspørger, og hvordan jeg som købmand bedst muligt kan tilpasse mit sortiment.

Butikken er samtidig blev en del af familiens liv, hvor Jespers hustru Gitte og datter Maria også har deres daglige gang. Og ikke langt derfra regerer sønnen Christian, der tidligere overtog butikken på Holbækvej efter sin mor og siden har overtaget den nybyggede butik på Byskovvej i stedet.

– Kunderne er sikre på, at min datter også får en REMA 1000 i byen. Men jeg kan garantere, at Gitte og Maria har det bedst hos mig, siger Jesper Pedersen og tilføjer:

– Vi er en stor familie i butikken. Derfor er det gode humør i hverdagen også en af mine filosofier, som jeg har holdt fast i alle årene. Vi har så kort tid på kloden, at vi bør møde dagen med et smil og et skulderklap til alle, der har gjort sig fortjent til det. Det er med til at skabe glade og trygge medarbejdere.

Den 55-årige købmand regner med at have 8-10 gode år mere som købmand: – Når jeg er blevet for gammel til jobbet, så er jeg sikker på, at jeg kan få lov at feje gårdspladsen eller fylde vin på hylderne i min søns butik. Det er jo helt rimeligt. Han har trods alt få lov til at arbejde hos mig, da han var en ung knægt, siger købmanden i Slagelse.

For købmandsægteparret Jesper og Gitte Pedersen REMA 1000 været omdrejningspunktet for det meste af deres voksne liv. Sammen har de to børn, der også arbejder i REMA 1000.

 

Del:

Nyhedsbrevet for selvstændige købmænd: