Spring til indhold
Søg
Close this search box.

Martin Hansen klar til købmandslivet

Serie om unge købmænd: Jo mere ansvar Martin Hansen fik som ufaglært salgsassistent i SPAR, jo mere blev han grebet af tempoet, dynamikken og mødet med kunderne. Så han tænkte:

Serie om unge købmænd: Jo mere ansvar Martin Hansen fik som ufaglært salgsassistent i SPAR, jo mere blev han grebet af tempoet, dynamikken og mødet med kunderne. Så han tænkte: Hvorfor ikke tage skridtet fuldt ud og bruge et par sabbatår til også af få en butiksuddannelse. Han var student med drømme om at blive skolelærer, men måtte selv tilbage på skolebænken på handelsskolen for at læse salg/service, IT og erhvervsøkonomi.

I gymnasiet drømte den 26-årige købmand i SPAR Tved om et liv som skolelærer. Siden 1. maj har han været ”herre i egen butik”

SPAR i Tved er de seneste 20 år med købmandsægteparret Arne og Tine Petersen blevet kendt som den lokale butik med mad ud af huset, stor delikatesse, vareudbringning og ikke mindst en kasse Tuborg eller Albani til en fast lav pris.

– Det er helt vildt, hvad butikken sælger af 30 styks øl i kasser. Sommeren har selvfølgelig hjulpet godt på tørst-barometeret. I hele juli solgte vi 2310 kasser svarende til 77 paller eller næsten 70.000 flasker øl, fortæller butikkens nye købmand Martin Hansen.

Han viser rundt i en 230 m2 stor lagerhal bag butikken fyldt med paller med øl. Butikken har mange foreninger og private, som henter adskillige kasser øl ad gangen. Derfor skal det være nemt at køre ølkasserne på en palleløfter lige ud til kundens trailer eller varevogn uden om butikken.

Men også inde i butikken står øl stablet i et altid nedkølet rum klar til at blive solgt. Martin Hansen har en ambition om at gøre en dyd ud af butikkens skarpe ølprofil og sænke temperaturen til ca. seks grader, så kunderne kan få kolde øl fra kassen direkte fra butik.

– Specialøl er desuden en kategori, som vi slet ikke har haft fokus på. Men med mange nye børnefamilier i området, så ligger der helt klart et potentiale og venter, siger Martin Hansen, som i det hele taget har en ambition om at gøre butikken mere familievenlig og styrke det økologiske sortiment.

Drømte om at blive skolelærer

Den 26-årige købmand overtog butikken den 1. maj i år. Det blev samtidig startskuddet til en lang varm sommer, hvor Martin Hansen har arbejdet fra tidlig morgen til sen aften for at komme bedst muligt fra start med sin butik og sørge for forsyninger til især de tørstige fynske sjæle.

Egentlig drømte Martin Hansen om at blive skolelærer og undervise i matematik og fysik. Men livets ligning og fysikkens love sendte gymnasieeleven på en rejse, som han ikke umiddelbart havde forestillet sig – heller ikke selv om han kendte butikslivet som flaskedreng og ungarbejder.

Det var et sabbatår hos købmand Arne Petersen mellem gymnasiet og udsigten til seminariet, som blev den nye faktor i ligningen og fik Martin Hansen til at lægge to og to sammen på en ny måde: Han ville være herre i eget hus.

– Jo mere ansvar jeg fik som ufaglært salgsassistent i butikken, jo mere blev jeg grebet af tempoet, dynamikken og mødet med kunderne. Så hvorfor ikke tage skridtet fuldt ud og bruge et par sabbatår til også af få en butiksuddannelse, fortæller Martin Hansen, der måtte tilbage på skolebænken på handelsskolen for at læse salg/service, IT og erhvervsøkonomi.

Drømmen om lærergerningen var også begyndt at blegne, da den moderne teknologi med bl.a. i-pads ramte folkeskolen og gav Martin fornemmelsen af, at der derfor ville blive brug for færre skolelærer.

Herre i eget hus

Nok havde Arne og Martin talt om, at det kunne være, at Martin i løbet af seks år kunne overtage butikken i Tved. Men efter et cykelstyrt har den 54-årige Arne Petersen svært ved at bruge højre arm. Og den store butik i Tved krævede nye kræfter.

Martin Hansen, der er født og opvokset i Rantzausminde, kom efter læretiden i SPAR Wandallvej til SPAR Horne, hvor han fra 2014 til 2017 var han souschef.

– Jeg fik chancen for at komme tilbage til Svendborg, da jobbet som butikschef var ledigt i SPAR på Mølmarksvej. Her begyndte jeg for alvor at tænke på en fremtid som købmand og var gået i gang med en lederuddannelse. Pludselig opstod så muligheden for at overtage butikken i Tved, fortæller Martin Hansen.

Tæt samarbejde

Arne Petersen står for den daglige drift af den mindste butik på Mølmarksvej og har ansat købmand Jens Leerman til SPAR Wandallsvej. De tre købmænd har et tæt samarbejde og annoncerer sammen.

– Arnes hustru Tina er desuden fortsat her i butikken i Tved. Hun har en stor erfaring, jeg kan trække på. Hun skal først og fremmest skal styre vores efterhånden ret store vareudbringning, som kunderne i de to andre SPAR-butikker også benytter sig af, fortæller Martin Hansen og tilføjer:

– Delikatessen i Tved vil også fortsat leverer færdigretter, salater og anden mad til de to andre SPAR-butikker.

Efterhånden som arbejdet i SPAR Horne og siden SPAR Wandallsvej kom til at fylde mere og mere i Martin Hansens liv, besluttede han sig for at lægge sin trænergerning på hylden. I mange år var han en populær damefodboldtræner.

– Som ung købmand er du nødt til at investere mange timer for at nå dit mål. Jeg er i hård konkurrence med to discountbutikker, og jeg skal som lokal købmænd kunne tilbyde kunderne varer, service og et engagement, som de ikke får hos konkurrenterne. Det koster tid, siger Martin Hansen, som indtil videre ikke behøver at tage hensyn til kæreste og børn, da han har valgt at være ”købmand på fuld tid”.

– Jeg har ikke købt butikken for kun at være her i fem år. Det er for resten af mit liv, siger den unge købmand, der har 30 medarbejdere inklusive ungarbejdere på sin lønningsliste.

SPAR Tved har priser på øl, som fynske tørste sjæle sætter pris på. Foto: Flemming Effersøe
Kirken og købmanden er to fyrtårne for henholdsvis sjæl og krop.

Del:

Nyhedsbrevet for selvstændige købmænd: