I Danmark har vi afgift på luft i softice, ”guf”, the, kaffe og nødder. Men der er tale om peanuts, når man ser på provenuet for statskassen.
Claus Bøgelund Nielsen, Vicedirektør, De Samvirkende Købmænd.
Til gengæld står erhvervslivet tilbage med administrativt bøvl, hvor logikken i beregning af afgiften synes tabt i historiens tåger.
Danmark er mig bekendt verdens eneste land med afgift på nødder, mandler og kerner, hvor vi endda har hele otte forskellige afgiftssatser.
Afgiften på nødder er vel at mærke på niveau med eller højere end afgiften på slik og chokolade.
Logikken bliver ikke mindre at, at sundhedsmyndighederne anbefaler et dagligt indtag af usaltede nødder. Forvirret? Jeps!
Der er også rod i afgifts-logikken på emballage: Flasker og dåser, der er omfattet af pantsystemet, er med emballageafgifter. De produkter blev nemlig glemt, da man for nogle år siden afskaffede den vægtbaserede emballageafgift, der omfattede hovedparten af de alle øvrige emballager.
Eksemplerne er blot et udpluk af de afgifter, der dagligt gør varer, som er solgt i Danmark dyrere end varer i andre lande.
Mange af afgifterne er forbundet med bureaukrati og en administration, der slet ikke står mål med afgiftens provenu til statskassen. Som eksempel betaler ca. 200 danske virksomheder sølle otte millioner i theafgift. Tænk, hvad det ikke koster at opkræve de otte millioner kroner.
Nøddeafgifternes rette betegnelse er ”råstofafgift”, og det mindre provenu ved at fjerne afgiften vil udgøre ca. 175 millioner kroner.
Et bredt politisk flertal støtter sandsynligvis et tiltrængt opgør med myriaden af afgifter, der ret beset kun gør det dyrere at være dansk forbruger. Så i en tid med uenighed om topskat, pensionsalder, virksomhedsskat og meget andet bør gode kræfter samles om sager, der samler – og ikke splitter – partierne.
Politisk bør man enes om at få ryddet gevaldigt op i den perlerække af de afgifter, hvor vi i Danmark skiller os negativt ud i forhold til ikke bare vores nærmeste nabolande, men også til resten af Europa.
