Det danske politi og retssystem er kort sagt under stigende pres fra den eksplosive vækst i butikstyverier.
En ny analyse fra De Samvirkende Købmænd viser, at antallet af anmeldte butikstyverier er steget med hele 76 procent siden 2021. I samme periode er antallet af sigtelser kun steget med 54 procent, mens antallet af fældende afgørelser er steget med 50 procent.
Tallene peger på én klar konklusion: Myndighederne kan ikke følge med udviklingen.
I 2025 blev der anmeldt mere end 27.000 butikstyverier i Danmark – svarende til 74 anmeldelser hver eneste dag. Det er det højeste niveau i mere end 25 år.
”Tallene viser en bekymrende udvikling. Butikstyverierne vokser markant hurtigere, end politi og retssystem formår at håndtere dem. Det betyder, at der opstår et efterslæb, som svækker både retshåndhævelsen og tilliden til, at kriminalitet får konsekvenser”, siger Jannick Nytoft, adm. direktør i De Samvirkende Købmænd (DSK).
Særligt alvorligt er det, fordi butikstyverisager sjældent er komplicerede. Langt de fleste sager handler om gerningspersoner, der er taget på fersk gerning af butikspersonale eller vagter, og mere end ni ud af ti sager ender med en fældende afgørelse.
”Der er sjældent tvivl om skyldsspørgsmålet i de her sager. Når systemet alligevel ikke kan følge med, handler det ikke om beviser – det handler om kapacitet”, siger Jannick Nytoft.
Udviklingen skiller sig markant ud fra resten af den borgernære kriminalitet i Danmark. Mens anmeldelser af tyveri og indbrud generelt er faldet gennem de seneste ti år, går butikstyverierne den stik modsatte vej.
Samtidig vurderer analysen, at mørketallet er betydeligt. Mange butikstyverier bliver aldrig anmeldt, enten fordi butikkerne selv håndterer episoderne, eller fordi tyveriet først opdages senere.
Det betyder, at presset på retssystemet i virkeligheden kan være endnu større.
De Samvirkende Købmænd opfordrer nu til en styrket indsats mod butikstyveri og en politisk prioritering af området.
”Hvis ikke udviklingen bremses, risikerer vi at sende et signal om, at butikstyveri er en kriminalitetsform, man kan begå uden nævneværdige konsekvenser. Det er et signal, vi som samfund ikke har råd til at sende”, siger Jannick Nytoft.




