En landsdækkende indsats, hvor aktører på tværs af værdikæden står sammen om ét fælles mål – nemlig at få danskerne til at spise flere grøntsager.
Grøntsager er sunde, klimavenlige og smager fantastisk. Alligevel viser undersøgelser, at langt de fleste danskere ikke når op på de anbefalede 600 gram frugt og grønt om dagen – hvoraf mindst halvdelen bør være grøntsager. Faktisk får vi i gennemsnit under 200 gram grøntsager dagligt.
Det vil De Samvirkende Købmænd være med til at ændre.Derfor bakker vi op om Den Nationale Grøntuge, der skal gøre det nemmere – og mere motiverende – at vælge grønt i hverdagen.
“Hvis vi skal have grøntsagsforbruget op, skal vi både inspirere og ændre rammerne – politisk og praktisk. Et konkret skridt kunne være en lavere fødevaremoms, herunder lavere moms på frugt og grønt, som vi ved virker,” siger Jannick Nytoft, adm. direktør i De Samvirkende Købmænd.
“I Danmark har vi én af EU’s højeste momssatser – også på sunde dagligvarer som frugt og grønt. Det har vi i DSK længe ment burde ændres. Selv en rapport fra Skatteministeriet viser, at differentieret moms faktisk kan lade sig gøre. Det er et vigtigt skridt mod at gøre sunde valg lidt lettere for danskerne,” siger Jannick Nytoft.
Her er en række opskrifter der kan gøre det nemmere, når du står og mangler inspiration til det sunde valg til det næste måltid.
Vær med – grøntsager er alles sag
Alle kan være med. Det er uanset om du er forbruger, virksomhed eller partner, kan du gøre en forskel ved at:
- Dele budskabet om grøntsager på sociale medier og egne platforme
- Inspirere dine kunder, kolleger eller følgere med opskrifter og tips
- Deltage i eller arrangere lokale aktiviteter eller events
- Benytte det gratis kampagnemateriale fra værktøjskassen
Find materialer og mere information på kampagnesiden hos Rådet for sund mad.
5 hurtige om grønt:
Hvorfor en grøntuge?
Fordi vi ved, at danskerne gerne vil spise sundere – men også, at det ikke altid sker af sig selv.
Hvad er danskernes favoritter?
Gulerødder, løg, agurk, tomater og peberfrugt topper listen.
Hvad får vi ud af flere grøntsager?
De mætter, smager skønt og har et lavt klimaaftryk. Og så er de gode for helbredet.
Hvordan gør jeg det nemmere?
Tilsæt grønt alle vegne – i sovs, fars og madpakker. Brug frosne eller færdigskårne varianter for hurtige løsninger.
Hvad tæller med?
Alle grøntsager – friske men også frosne og forarbejdede.
Den Nationale Grøntuge finder sted i uge 34.
Sæt kryds i kalenderen – og lad os gå grønt sammen!