Spring til indhold

Antallet af butikstyverier stikker helt af!

I 2024 blev der registreret 27.625 butikstyverier – en stigning på hele 13% i forhold til 2023

Danmarks Statistik har netop offentliggjort nye tal, der viser en alarmerende stigning i antallet af anmeldte butikstyverier. I 2024 blev der registreret 27.625 butikstyverier – en stigning på hele 13% i forhold til 2023, som i forvejen var et rekordår. Dette markerer for tredje år i træk en negativ rekord.

Den markante stigning i butikstyverier gør butikstyverier til en af de mest akutte udfordringer inden for hverdagskriminalitet. Butikstyverier er ikke blot et økonomisk problem, men også en trussel mod trygheden i hverdagen for både kunder og ansatte.

For danske dagligvarebutikker alene løber omkostningerne op i mindst 2 mia. kroner årligt. Dette betyder dyrere varer for forbrugerne og øget utryghed for butiksansatte, der risikerer at stå ansigt til ansigt med butikstyve, der samtidig udviser en stadig mere truende adfærd.

“Butikstyverier er stukket helt af, og det har alvorlige konsekvenser for både butikker, medarbejdere, men også lokalsamfundet bliver ramt. Det sender et uheldigt signal om et kedeligt moralskred i samfundet, når butikstyverier går hen og bliver hverdag,” siger Jannick Nytoft, adm. direktør hos De Samvirkende Købmænd (DSK).

“Den nuværende udvikling er uholdbar og kræver fortsat politisk fokus og handling. Når det er sagt, skal der også lyde stor ros til justitsminister Peter Hummelgaard, der i høj grad har lyttet til branchen og de udfordringer som butikstyverierne medfører. Det har bl.a. medført, at der netop er indført højere bødestraf for butikstyveri og hæleri,” siger Jannick Nytoft.

Samtidig hæves bødestraffen, så der som udgangspunkt altid udmåles en bøde på minimum 1.000 kroner i førstegangstilfælde. Derudover er det vedtaget at bøden for butikstyveri altid skal overstige værdien af det stjålne og at bødetaksterne hæves i gentagelsestilfælde.

“Danmark er bygget på tillid, men den ekstreme stigning i butikstyverier truer denne grundlæggende værdi. Vi må ikke acceptere, at butikstyverier bliver en normalitet,” siger Jannick Nytoft.

Del:

RELATEREDE NYHEDER

Nyhedsbrevet for selvstændige købmænd: