Købmænd mod regelbøvl

DSK’s seneste medlemsundersøgelse dokumenterer, at købmændenes oplever administrative byrder, som er forårsaget af indviklet lovgivning.

Fælles for DSK’s mere end 1.400 medlemmer er frustrationen over de mange kræfter, som de spilder på administration, hvor de langt hellere ville bruge tiden på at tale med kunderne, medarbejderne og selv medvirke til en toptunet butik.

Derfor er det en af DSK’s topprioriteter at identificere byrderne og stille ”opfinderne”, hvad enten det er politikere, myndigheder eller overenskomstparter – til regnskab. Er reglen nødvendig? Står den mål med omkostningerne? Kan den forenkles?

DSK gennemgår vores hidtidige forslag til forenkling og analyse af, hvorfor de ikke er gennemført. Det gælder både lovbestemte og overenskomstaftalte. Og vi besøger købmændene for at få et indblik i, hvad de oplever som tidskrævende og omkostnings-belastende regler.

Vi kommer ikke til at foreslå afskaffelse af regler, som er nødvendige af hensyn til fødevaresikkerheden, medarbejdernes trivsel eller en del af det samfundsansvar, vi påtager os – f.eks. overholdelse af aldersgrænser. Men ellers har vi ingen ”hellige” køer.